Fagforeningen kan være en vigtig rådgiver og motivator for den sygemeldte. Det gælder fx når et sygemeldt medlem får et tilbud fra sin kommune, et forslag fra sin arbejdsgiver eller lignende. Samtidig har fagforeningen fingeren på pulsen via arbejdspladsens tillidsrepræsentant og kan medvirke til en tidlig og fastholdende indsats.


Eksempel

Kirsten på 47 år var SOSU-assistent i den kommunale hjemmepleje, da hun blev sygemeldt med stress.

Kirstens læge sygemeldte hende i 14 dage og anbefalede, at hun kontaktede sin arbejdsgiver. Det var hun ikke indstillet på, men med hendes fagforbunds støtte blev der alligevel arrangeret et møde. På mødet sagde hun, at hun havde tænkt sig at sige op, idet jobbet var for belastende.

Kirstens leder opfordrede hende til at give jobbet en chance mere og til at tage imod et tilbud om gradvis tilbagevenden til arbejde. På et møde, hvor også tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen deltog, foreslog lederen, at hun skulle begynde med en time om dagen, og at hun skulle fritages fra nødkaldskonsultationer for at reducere hendes stress.

Efterfølgende blev arbejdstiden gradvist sat op. Både tillidsrepræsentant og leder fulgte hende under hele forløbet.

Efter fem måneder var Kirsten tilbage på fuld tid i hjemmeplejen.