Vi ønsker bedre styr på pensionen

Publiceret 20.12.2018
Hver tredje af os ved ikke, hvor meget vi kan regne med at få udbetalt, når vi går på pension. Det viser landsdækkende Epinion-undersøgelse. Et log-in på PensionsInfo.dk kan give det overblik, mange mangler

2018 rinder snart ud. Og har man ikke fået listet sine nytårsforsæt endnu, kan det være en god idé at tilføje et pensionstjek. Knap hver tredje dansker er nemlig uvidende om, hvor mange penge de kommer til at have, den dag de går på pension, og mere end halvdelen vil gerne have bedre styr på deres pension. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Forsikring & Pension. Undersøgelsen viser også, at 25 pct. ikke har styr på de forsikringsordninger, der er inkluderet i deres pensionsaftaler.

 

- Vi vil gerne opfordre danskerne til at få tjekket deres pensionsaftaler igennem. De fleste har standardforsikringer via deres pensionsordninger på jobbet. Og i mange ordninger er det muligt at skrue op og ned for, hvor godt man er dækket, hvis man bliver syg eller dør. Ligeledes bør man tjekke sine ordninger ved livsændringer, fx hvis man får børn, flytter sammen med en ny partner eller bliver skilt, siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

 

- Alt i alt er det et rigtigt godt nytårsfortsæt at tjekke sin pensionsordning og få styr på, om man sparer nok op, og om man er rigtigt dækket, siger Karina Ransby.

 

Pensionstjek med partner

På onlineportalen, PensionsInfo.dk, kan alle danskere tjekke, hvor mange penge de har sparet op til pension, samt hvor meget de kommer til at have at leve for i alderdommen. PensionsInfo er den eneste portal, der kan sammenlægge alle ens pensionsordninger. Det betyder, at man får et samlet overblik – også selvom man har opsparinger i flere pensionsselskaber.

 

I efteråret udrullede PensionsInfo en ny funktion, der gør, at man nu kan tjekke sin pension sammen med sin partner. Den ene partner giver fuldmagt til den anden via log-in på PensionsInfo med NemID. Det betyder, at partnere kan få et samlet overblik over deres pensionsopsparinger.

 

- Der er blevet taget rigtig godt imod PensionsInfos nye funktion, og flere tusinde har allerede været inde og tjekke pension sammen med deres partner. Vi regner med, at endnu flere danskere vil logge ind med deres partner i det nye år, så flere kan danne sig et samlet overblik over, hvor meget husstanden har at leve for, når den tredje alder begynder, siger Karina Ransby.

 

PensionsInfo.dk har mere end 1,2 mio. brugere hvert år, og antallet er stigende.

Karina Ransby

Vil du vide mere?

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.

Link til PensionsInfo