Tema
Debat

Vanvidskørsel og kriminalitet går alt for tit hånd i hånd

1. jan. 2021
Bragt i Jyllands-Posten

Af Pia Holm Steffensen, underdirektør, Forsikring & Pension

En politimand mistede livet, da en 27-årig mand torpederede hans bil på Langebro i København med en hastighed på 117 km/t.

Vi kender alle den tragiske hændelse, som netop nu er ved at blive behandlet i byretten.
Regeringen har bl.a. også med dén episode in mente lovet strengere straffe til bilister, der kører vanvidskørsel. Justitsministeren og transportministeren har allerede iværksat initiativer, som skal bekæmpe vanvidsbilisme. Det er gode toner. Vi er i forsikringsbranchen glade for det aktive arbejde, som regeringen gør på dette område. Vores branche er meget optaget af forebyggende indsatser, som kan højne trafiksikkerheden.

Men regeringen bør anlægge et bredere syn på bekæmpelsen af vanvidsbilisme. Det handler om meget mere end at skærpe straffen - vi skal have sat en stopper for, at de store ”muskelbiler” overhovedet kommer ind i landet. Det sker alt for ofte på et suspekt grundlag. Og der gemmer sig tit kriminelle bagmænd bag import af store biler fra udlandet. De benytter sig af huller i systemet, der gør, at de kan få bilerne billigt til landet, bl.a. via leasingselskaber. Det har vist sig at være en overordentlig god forretning. Den udvikling skal vi stoppe, og vi skal også stoppe de unge, før de sætter sig i de store biler.

Vi opfordrer derfor regeringen til at øge kontrollen med de importerede biler i Danmark. Mange af de biler, som bliver importeret med henblik på at skulle leases ud - bl.a. til ræs - er biler, som er stjålet et andet sted i Europa og har fået ny identitet - såkaldte klonede biler. De ulovlige biler glider alt for let igennem en række danske synshaller, og det eneste formål, der er med at få dem til landet, er, at de indgår i svindelsager, og at de leases ud til - typisk unge - mennesker, der kører ræs. Mange biler brændes af eller forsvinder ud af landet, når de er brugt til deres formål, og så kommer vores branche på banen, da udlejer vil have forsikringspenge udbetalt.

Vi er kede af, at dette mønster kan få lov at fortsætte trods alles ønske om at fjerne mulighederne for vanvidskørsel. I sidste ende kan også de ærlige forsikringskunder ende med at finansiere de kriminelles fornøjelser. Derfor håber en samlet forsikringsbranche, at regeringen kommer rundt om alle aspekter i deres arbejde med at bekæmpe vanvidsbilismen. Vi står klar med viden og konkrete løsningsmodeller.

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Forsikring & Forebyggelse

Pia Holm Steffensen

Underdirektør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.