F&P: Udspil gør op med urimelige og skadelige modregningsregler for ægtefæller

Publiceret 07.09.2021
I forsikrings- og pensionsbranchen er der stor glæde over regeringens udspil, som sikrer flere hænder og hoveder til arbejdsmarkedet, gør op med urimelige modregningsregler og sænker elafgiften for at fremme den grønne omstilling.

- Vi har en kæmpe udfordring i Danmark med at sikre hænder og hoveder nok til virksomheder over hele landet – og til velfærden, hvor manglen på folk også presser sig på. Så det er et vigtigt og tiltrængt udspil fra regeringen. Der er akut brug for, at vi bliver endnu bedre til at få folk i job – og gør det attraktivt for arbejdsdygtige ældre, hvis de kan og vil tage en ekstra tørn, siger adm. direktør Kent Damsgaard.


Han glæder sig over, at udspillet vil afskaffe ægtefællemodregning for folke-, senior- og førtidspensionister.

 

- Det er både urimeligt og skadeligt, at arbejdsdygtige danskere, som ellers gerne vil blive ved med at arbejde, straffes ved, at deres ægtefælle bliver modregnet i pensionen. Så det er virkelig positivt, at vi kan få gjort op med det, siger Kent Damsgaard.


- Der ligger også et stort potentiale for både samfundet og den enkelte i, at vi bliver bedre til at fastholde dem, der bliver ramt af ulykke og sygdom, i job. Her har vores medlemmer rigtig meget at bidrage med, siger Kent Damsgaard.


I F&P er der samtidig stor tilfredshed med, at regeringen vil sænke elafgiften.

 

- Det er en helt grundlæggende forudsætning for den grønne omstilling, at vi kan få den grønne energi ind i vores transport, i landbruget og alle andre sektorer af samfundet. Og derfor er det en rigtig god ide at sænke elafgiften, så den grønne strøm bliver billigere, siger Kent Damsgaard.


Endelig glæder F&P sig over, at regeringen vil indgå i flere samarbejder med private investorer.

 

- Vores medlemmer er stærkt optaget i at investere i vækst og job i Danmark – og meget gerne i grøn vækst og udvikling, så vi indgår meget gerne i tættere samarbejder og partnerskaber med regeringen, siger Kent Damsgaard.

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør