Risikoværktøj sætter tiltrængt fokus på cybersikkerhed

Publiceret 09.03.2021
Branchekommentar: Nyt risikoværktøj fra Erhvervsstyrelsen kan især hjælpe SMV’erne med at komme i gang med grundlæggende IT-risikovurdering. Det er vi glade for, da cybersikkerheden er udfordret i Danmark.

Det kan være svært for især små og mellemstore virksomheder at håndtere cybersikkerhed, truslerne fra IT-kriminelle og mulighederne for at afdække risici via forsikringsløsninger.

- Derfor er vi glade for, at Erhvervsstyrelsen nu lancerer et nyt risikovurderingsværktøj for digital sikkerhed. Det er klart en hjælp og kan være med til at sætte fokus på cybertrusler og cybersikkerhed. Det er også en hjælp i forbindelse med forsikringsdækning. Den vil typisk kræve, at virksomheden har gjort sig nogle overvejelser om risiko og har beredskabsplaner på området. Så initiativet passer meget fint ind her, siger underdirektør Pia Holm Steffensen, Forsikring & Pension.

- I forsikringsbranchen har vi fokus på at skabe nye løsninger, der kan hjælpe virksomheder med at håndtere cyberrisikoen, tilføjer Pia Holm Steffensen.

Cybertruslen mod Danmark er meget høj – specielt trusler fra cyberkriminalitet og cyberspionage. Cyberkriminalitet kan ramme myndigheder, virksomheder og borgere. Og udfordringerne med cybersikkerhed stiger i takt med digitaliseringen.

 

Vurdering og vejledning

Det er Erhvervsstyrelsen, der i samarbejde med Virksomhedsforum for Digital Sikkerhed lancerer risikovurderingsværktøjet, som skal hjælpe SMV’erne med grundlæggende IT-risikovurdering.

Der er tale om et online og interaktivt IT-risikovurderingsværktøj, som hjælper virksomheder med at vurdere udvalgte risikoscenarier. Resultatet er en grundlæggende risikovurdering, der automatisk genererer en vurdering og vejledning i at håndtere de forskellige risici.

 

 

Pia Holm Steffensen

Vil du vide mere?

Pia Holm Steffensen

Underdirektør