F&P: Regeringens klimaudspil er første skridt til en klimakøreplan for Danmark

Publiceret 29.09.2021
Klimarådet peger i sin statusrapport på vigtigheden af planer for omstilling og konkrete virkemidler, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. I den sammenhæng varsler regeringen, at den vil komme med 24 konkrete initiativer. F&P peger på, at en konkret plan vil have den fordel, at den vil bidrage til at tiltrække de penge og investeringer til klimakampen, der er nødvendige for, at Danmark forbliver foregangsland på klimaet.

Regeringen har i dag fremlagt en plan, der viser, at der stadig et reduktionsbehov på ca. 10 mio. ton CO2 i 2030. Det kræver – meget - store investeringer for at nå i mål. Klimarådet anbefaler, at der bliver skabt klarhed over de grønne projekter hurtigst muligt for at undgå flaskehalse og forsinkelser. F&P mener, at regeringens udspil kan blive det første vigtige skridt til en langsigtet og konkret klimakøreplan for Danmark.


- Jo større klarhed om de kommende grønne investeringer i Danmark, jo bedste mulighed har vi for at realisere store og vigtige grønne projekter som havvindmøller, PtX-anlæg og enerigøer. Vi har allerede nu brug for konkrete planer for udbygningen af de grønne investeringer. Det håber vi, at regeringen vil gå i dialog med os om, siger Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P.


Køreplanen fremhæver blandt andet, at der potentielt kan skabes en meget stor reduktion af CO2 gennem PtX-teknologier på tværs af brancher.


Den danske pensionsbranche har investeret for 248 mia. kr. i grønne teknologier, vindmøller og virksomheder, der producerer grøn strøm. I alt 87 mia. kr. er investeret i Danmark. Det beløb vil pensionssektoren gerne øge, hvis rammerne er rigtige – og kendte.


- Vi er glade for, at regeringen melder ud, at der nu kommer konkrete planer for de grønne projekter. Det kan blive startskuddet til en klimakøreplan, hvor vi også får sat prisskiltene på de store investeringer, vi står over for. Hver dansk hustand har i snit over 30.000 kr. investeret gennem sin pensionsopsparing i danske grønne virksomheder, vindmøller og andre grønne projekter. Det beløb kan godt vokse betydeligt, hvis der bliver sat en klar plan, og de rette virkemidler og rammevilkår falder på plads hurtigt. Vi anerkender regeringens ambition, men kan godt være bekymret for, om planerne kommer hurtigt nok, siger Kent Damsgaard.


Den grønne omstilling skal tænkes langsigtet, fordi der ofte både skal falde lovgivning og regulering på plads, rejses finansiering, og dernæst går selve arbejdet med de grønne anlæg først i gang.


- Vi ser et kæmpe potentiale i den grønne omstilling, som også kan komme erhvervslivet og dermed den enkelte dansker til gode i form af vækst og arbejdspladser. Den udvikling mener vi, at vi kan være med til at understøtte fra forsikrings- og pensionsbranchen, siger Kent Damsgaard.

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør