Nyt klimaudspil fra F&P: Prioriter klimatilpasning og grønne investeringer

Publiceret 15.09.2021
Med 13 konkrete forslag præsenterer forsikrings- og pensionsbranchen nu et samlet klimaudspil til regeringen og Folketinget, som kan sætte skub i den grønne omstilling. Klimaindsats fylder allerede meget i selskaberne, der er i fuld gang med at udvikle grønne forsikringer og investere danskernes pensionsmilliarder til gavn for klimaet. Men der er et kæmpe potentiale for at gøre mere, hvis rammerne og retningen er rigtig, mener F&P.

- Vi har to grundlæggende opgaver i forhold til klimaet. Den første er at bekæmpe klimaforandringerne – og den anden er at tilpasse os til de voldsomme forandringer, som desværre allerede er en realitet. Forsikrings- og pensionsselskaberne er dybt engagerede i begge dele og leverer løsninger, men der er et kæmpe potentiale for at gøre mere, siger adm. direktør Kent Damsgaard, Forsikring & Pension.

 

I udspillet foreslår F&P, at Danmark får en økonomisk køreplan for den grønne omstilling.

 

- Den grønne omstilling kræver massive investeringer i nye teknologier, så vi eksempelvis kan få vedvarende energi ind i hele vores transportsektor og landbruget. Investeringerne er så store, at de offentlige kasser langt fra alene kan løfte den opgave. Her har pensionsselskaberne i den grad meldt sig på banen og er klar med yderligere grønne milliardinvesteringer. Men vi savner altså en klar køreplan for Danmarks grønne investeringer, hvis vi skal hjælpe med for alvor at få noget fart på den famøse hockeystav, siger Kent Damsgaard.

 

F&P foreslår også, at Danmark med den kommende finanslov etablerer en klimafond, og at Folketinget hurtigst muligt går sammen om en national handlingsplan for klimatilpasning.

 

- Klimaforandringerne har allerede haft nogle alvorlige konsekvenser, som vi også så hos vores naboer i Tyskland her til sommer. Vores selskaber arbejder jo hver dag med at forebygge skader og hjælpe, når skaden er sket. Men der er brug for, at klimatilpasning rykker helt op på den nationale dagsorden. Med en klar strategi og en fokuseret indsats i de områder, som er mest udsatte, siger Kent Damsgaard.

 

Han opfordrer samtidig til, at regeringen og Folketinget indfører lige så ambitiøse klimakrav til offentlige aktører, som i det private.

 

- De høje danske klimaambitioner er rigtige, så derfor er det positivt at se, at erhvervslivet bredt har bakket så klart op om 70 pct. målsætningen. Særligt i samfund som Danmark med en stor offentlig sektor er det dog også helt afgørende, at vi også får omstillet hele den offentlige sektor, så eksempelvis offentlige bygninger også kommer mere ind i klimakampen. Der misser vi nogle muligheder i dag, siger Kent Damsgaard.

 

Det samlede klimaudspil fra F&P kan læses her

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør