Opgør med modregning vil hjælpe 50.000 familier og skabe 1.650 job

Publiceret 24.09.2021
Pensionsbranchen til politikerne: Regler om ægtefællemodregning rammer i dag flere end 50.000 danske husstande, hvor danskere i job bliver straffet økonomisk med modregning, fordi deres ægtefælle modtager pensionsydelser som fx førtidspension.

Modregningen er ikke kun til skade for den enkelte familie – det skader også arbejdsudbuddet, fordi det gør det mindre attraktivt at tage et job.

 

Men nu har Folketinget mulighed for både at hjælpe 50.000 familier og øge arbejdsudbuddet med 1.650 personer, hvis de gennemfører regeringens forslag om at afskaffe modregningen. Når partierne mødes til forhandlinger i disse dage, opfordrer F&P til at tage et fælles opgør med modregningsreglerne.

 

- Gennem tiden er der blevet skruet på rigtig mange håndtag for at få flere danskere i job. Men afskaffelsen af modregning, som rammer 50.000 danske husstande, er vel nok det allermest oplagte sted at tage fat lige nu. Så vi vil i den grad opfordre Folketinget til at tage opgøret med modregningsreglerne, siger adm. direktør Kent Damsgaard fra Forsikring & Pension.

 

Forslaget om at afskaffe ægtefællemodregning er med i Regeringens udspil ”Danmark kan mere I".

 

- Det er åbenlyst et problem, når vi som samfund reelt straffer mennesker økonomisk ved at modregne i ægtefællens pension, hvis man tager et job. Hvis vi afskaffer ægtefællemodregningen, vil det kunne øge beskæftigelsen med 1.650 personer, fordi det bliver mere attraktivt at arbejde - også når ægtefællen modtager en offentlig pensionsydelse, siger Kent Damsgaard.

 

Der er en markant og positiv pensionseffekt ved udspillet, så mange flere danskere kan bruge ordningen med at betale ind til en aldersopsparing.

 

- Regeringens udspil vil også betyde, at ordningen med aldersopsparing, som ikke udløser modregning i offentlige ydelser i pensionsalderen, kan bruges af langt flere danskere. Det er virkelig godt nyt for mange danskere – og ikke mindst ufaglærte og faglærte medarbejdsgrupper, siger Kent Damsgaard.

 

 

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør