Tema
Debat

Ny rapport: Høj cybersikkerhed i den finansielle sektor

3. sep. 2021
Nationalbankens rapport om den finansielle sektors cyberrobusthed konkluderer, at sektoren er stærkt rustet. Cybersikkerheden står højt på forsikrings- og pensionsselskabernes dagsorden, understreger F&P.

Nationalbanken har offentliggjort en analyse af den finansielle sektors robusthed over for cyberangreb. Den konkluderer bl.a., at den finansielle sektor er blevet mere robust og i dag står stærkere over for cyberkriminelles angreb.

 

- Vi glæder os naturligvis over rapportens hovedkonklusion. Den peger også på områder i den finansielle sektor, som kan løftes mere. Det handler fx om beskyttelsen af kritiske data og evnen til sikkert og effektivt at genoprette centrale systemer, siger chefkonsulent Henriette Günther Sørensen, F&P (Forsikring & Pension).

 

- Det er vi med på. Tidligere på året gennemførte vi selv en risikoanalyse, som udpeger potentielt sårbare områder, for yderligere at styrke kampen mod de cyberkriminelle og værne om kundernes data.  

 

Hun understreger, at cybertruslen mod Danmark er meget høj – specielt trusler fra cyberkriminalitet og cyberspionage. Den type kriminalitet kan ramme – og rammer – både myndigheder, virksomheder, organisationer og borgere. Derfor står it-sikkerhed og forebyggelse af cyberkriminalitet højt på dagsordenen i de danske forsikrings- og pensionsselskaber – både i de enkelte selskaber og i branchen som et hele.

 

- Det kræver et stærkt samarbejde med mange interessenter at øge cybersikkerheden yderligere. Vi har kortlagt de vigtigste angrebspunkter med afsæt i branchens kritiske kernefunktioner, it-koncentrationsrisici og en række risikoscenarier, siger Henriette Günther Sørensen.

 

- Heldigvis er sikkerhedsniveauet i selskaberne tårnhøjt, og med analysen og med Nationalbankens rapport har vi et virkelig godt afsæt for yderligere at løfte den fælles indsats mod cyberkriminalitet. Nu vi vil arbejde videre med resultaterne og se på endnu flere tiltag på brancheniveau, tilføjer Henriette Günther Sørensen.

 

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Digitaliseringspolitik

Henriette Günther Sørensen

Chefkonsulent, cand.it
+45 41 91 91 74
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.