Nationalbanken forventer lavere vækst – men lys for enden af tunnelen

Publiceret 17.03.2021
Coronaen ligger stadig som en tung dyne over dansk økonomi, men der er udsigt til høj vækst, så snart vi kan genåbne samfundet, vurderer Nationalbanken i en ny prognose. Men ifølge banken kan der allerede være grund til at tro på høj vækst i 2022. Forsikring & Pension deler vurderingen, da dansk økonomi er i langt bedre grundform end under finanskrisen.

Coronakrisen rammer fortsat dansk økonomi hårdt. Den aktuelle nedlukning har halveret vækstskønnet for 2021, men lykkes vi med at genåbne samfundet, kan væksten i 2021 ende på 1,4 pct. Hvis coronaen kan holdes under kontrol både her og i resten af verden, kan vi have indhentet det økonomiske efterslæb i 2023, vurderer Nationalbanken. Den vurdering deler Forsikring & Pension.

- Corona-nedlukningen ligger stadig som en tung dyne over dansk økonomi. Nationalbanken påpeger, at anden nedlukning, som vi endnu ikke er ude af, er en midlertidig afbrydelse af den genopretning, som vi så komme hurtigt efter første nedlukning. Det er værd at bide mærke i, fordi det fortæller, at vi kan tro på en hurtig genopretning, siger analysechef Andreas Østergaard Nielsen fra Forsikring & Pension.

- Nationalbanken forudser, at økonomien er tilbage på vækst-sporet i 2023. Det er en meget hurtigere genopretning end vi så efter finanskrisen. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi står et langt bedre sted i dag. Vi er simpelthen i langt bedre grundform end dengang, siger analysechef Andreas Østergaard Nielsen.

- Coronakrisen har været en midlertidig nedfrysning af økonomien, men vi har ikke samme alvorlige ubalancer i økonomien, som efter finanskrisen. Forudsætningerne er derfor til stede for, at vi kan smide vinterdynen, så snart vi kommer lidt længere frem i udrulningen af vacciner, siger analysechef Andreas Østergaard Nielsen.

Andreas Østergaard Nielsen

Vil du vide mere?

Andreas Østergaard Nielsen

Underdirektør

Læs mere hos Nationalbanken