Tema
Debat

Mere end hver tredje dansker har ikke styr på deres pension

19. okt. 2019
Mere end hver tredje dansker har ikke styr på pensionen, viser helt ny undersøgelse. Faktisk er det hele 38 procent, der angiver, at de ikke har styr på den økonomi, de skal leve af i den tredje alder. Derfor opfodrer en samlet pensionsbranche til, at man tjekker sin pension.

Halvdelen af danskerne vil gerne have bedre styr på pensionen, viser en rundspørge, Epinion har lavet for brancheforeningen Forsikring & Pension. Og det giver rigtig god mening at tjekke sin pension, så man finder ud af, om man har råd til at leve det pensionistliv, man drømmer om.

- Mere end 60 procent af os er ikke indstillet på at gå nævneværdigt ned i levestandard, når vi når pensionsalderen. Men for at det kan lade sig gøre, skal man sikre sig, at man lægger nok til side hver måned til ens pension. På PensionsInfo.dk kan man nemt få et overblik over, om man sparer nok op, og dermed om man har råd til at rejse meget, beholde både helårsbolig og sommerhus – eller hvad man nu drømmer om, pensionisttilværelsen skal gå med, siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

På søndag den 27. oktober holder en samlet pensionsbranche Pensionsdagen, som er en kampagnedag, der netop opfordrer til, at man tjekker sin pension. En opfordring der både lyder på at tjekke, om man sparrer nok op, men også får gennemgået de forsikringer, der ofte følger med pensionsordninger – fx invalide- og livsforsikringer, og hvem livsforsikringerne bliver udbetalt til ved død.

De unge ved mindst om pension
Epinions-undersøgelsen viser også, at jo ældre – og dermed jo tættere man er på pensionering – jo bedre styr på pensionen har man. Blandt de 18-34-årige er det mere end halvdelen, der ikke har styr på pensionen, mens det kun er 8 procent blandt de 50-64-årige.

- Det er ikke overraskende, at de ældre har bedre styr på pensionen, da de alt andet lige er tættere på den dag, de stopper på arbejdsmarkedet. Men det er stadig vigtigt, at de unge mennesker tjekker deres pensionsordninger. Både så de ved, hvad den indbetaling, de har i dag, giver i pension på sigt, men også så de sikrer, at de har de rigtige livsforsikringer og styr på, hvem pensionspengene går til, hvis de dør, inden de når at bruge pengene, siger Karina Ransby.

Om Pensionsdagen
Kampagnen, Pensionsdagen, skal få danskerne til at engagere sig i deres pension og få dem til at interessere sig for den opsparing, de får udbetalt i alderdommen.

- Danmark har et af verdens bedste pensionssystemer, og vi har nogle rigtig gode online forbrugerværktøjer – blandt andet PensionsInfo.dk – der gør det nemt og overskueligt at tjekke sin pension. Pensionsdagen er en god anledning til at logge ind på PensionsInfo.dk og få overblik, siger Karina Ransby.

Brancheorganisationen Forsikring & Pension, 23 pensionsselskaber og ATP står bag kampagnen.

Kontakt


Velfærd og pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit
+45 41 91 90 80