Tema
Debat

Med negative renter kan selv en negativ pensionsgaranti være attraktiv

9. mar. 2021
Pensionsbranchen: Finanstilsynet har netop nedsat den højeste garanti, som pensionsselskaberne må tilbyde, til minus 0,5 pct. Det er prisen for tryghed, og det giver pensionsselskaberne frihed til at forfølge investeringsstrategier med behersket risiko.

Selv om de ugaranterede pensionsordninger vinder frem blandt de danske pensionskunder, foretrækker nogle stadig en garantiordning. Pensionsopsparinger med garanti udgør knap halvdelen af den samlede pensionsopsparing og ca. 30 pct.  af indbetalingerne. I en tid, hvor renterne er historisk lave – og negative, følger niveauet for garantiordningerne dog med. Finanstilsynet har netop nedsat den højeste garanti, som pensionsselskaberne må tilbyde, fra 1 til minus 0,5 pct.

- Med et renteniveau, der er så lavt som nu, er det af gode grunde svært at hente store afkast, hvis man samtidig løber en meget begrænset risiko med investeringerne. Derfor er det naturligt og ventet, at pensionsgarantierne følger med renterne ned – og nu sættes under nul. Det er simpelthen en pris for den totale tryghed, der ligger i at vælge en garanti, siger adm. direktør Kent Damsgaard fra Forsikring & Pension.

Mange danskere har et ønske om at kunne spare op med en garanti for et minimumsafkast. De har – ligesom selskaberne - selvfølgelig også et ønske om gerne at opnå et højere afkast end garantien. Det behov for tryghed opfylder det garanterede produkt.

- Umiddelbart lyder det ikke attraktivt med en garanti på minus 0,5. Det kan det dog stadig være for nogle typer af kunder i lyset af de negative renter på de ”sikre” papirer som stats- og realkreditobligationer.  En garanti på minus 0,5 giver pensionsselskabet frihed til at forfølge en investeringsstrategi med behersket risiko - og selvfølgelig en forventning og forhåbning om et højere afkast end det garanterede, siger direktøren.

Corona og ekspansiv pengepolitik

Forklaringen på de negative renter for stats- og realkreditobligationer, så langt øjet rækker, er Corona-krisen og en meget ekspansiv pengepolitik, vurderer Forsikring & Pension.

- Vi er vidne til et massivt pengepolitisk eksperiment fra centralbankerne med negative, korte renter, monsteropkøb af obligationer og massiv pengeudpumpning. Når vi danskere lige nu glæder os over boliglån med negativ rente, og at staten kan finansiere Corona-hullet i statskassen med negative renter, er bagsiden af medaljen, at garantien på en pensionsopsparing også må være negativ, siger Kent Damsgaard.

 

 

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Direktionen

Kent Damsgaard

Adm. direktør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.