Langt de fleste forsikringssager bliver løst uden problemer

Publiceret 25.08.2021
Kommentar: Aftenens Kontant-udsendelse tager angiveligt fat i skuffede forventninger hos tre forsikringskunder, der er ”røget uklar” med deres forsikringsselskab, og hvor sagerne er trukket ud. Det er dog vigtigt at slå fast, at den type sager er meget sjældne. I særlige situationer har forsikringsselskaberne et ansvar for at sikre sig, at der ikke er tale om svindel, understreger F&P.

Hvert år modtager danske forsikringsselskaber samlet set over 1 mio. skadesanmeldelser fra deres kunder, som er ramt af uheld. Der udbetales for over 15 mia. kr. i erstatninger. Langt de fleste af disse forsikringssager bliver løst uden problemer – hurtigt og til alles tilfredshed.

 

- Men forsikringsselskaberne er desværre også nødt til at forholde sig til den situation, at der hvert år sker svindel for store millionløb, som i sidste ende går ud det store flertal af ærlige kunder, siger underdirektør Pia Holm Steffensen, Forsikring & Pension.

 

Derfor har selskaberne også klare procedurer for, hvordan de undersøger og håndterer sager, der stikker ud.

 

- Det betyder, at selskaberne i nogle situationer stiller krav om fx fotodokumentation, før de kan udbetale erstatning. Det bevirker selvfølgelig også, at ærlige kunder kan blive mødt med dokumentationskrav, som man oplever som frustrerende, siger Pia Holm Steffensen.

 

- Men det ville ganske enkelt være uansvarligt på kundernes vegne, hvis selskaberne ikke havde kontrolforanstaltninger, for snyd og svindel gør forsikringerne dyrere for alle, og derfor vil der være sager, som bliver undersøgt mere nøje, hvis de stikker ud, tilføjer hun.

 

I F&P’s seneste undersøgelse blev der på et enkelt år afsløret forsikringssvindel i 5.279 sager og for i alt 810 mio. kroner.

 

Få klager i Ankenævnet

Danskerne er godt tilfredse med deres forsikringsselskab. Det vidner fx klager over forsikringsselskaberne til Ankenævnet for Forsikring om. Sidste år klagede 1.585 forsikringskunder over deres forsikringsselskab.

 

- Der er meget få klager i forhold til de over 1 mio. skadesager, kunderne anmelder til deres forsikringsselskaber hvert år. I lyset af det klagetal kan kundernes utilfredshed med deres forsikringsselskab altså rummes inden for en meget lille promille, siger Pia Holm Steffensen.  

 

Pia Holm Steffensen

Vil du vide mere?

Pia Holm Steffensen

Underdirektør