Tema
Debat

Kvinder har mindre pensionsformuer end mænd, selvom de sparer større del af deres indkomst op

Gennem arbejdslivet får kvinder sparet færre penge op til alderdommen end mænd

 

Umiddelbart før folkepensionsalderen er kvinders pensionsformue i gennemsnit 22 procent mindre end pensionsformuen for mænd. Kvinders pensionsformue er i gennemsnit 1,2 millioner kroner mænds er 1,5 millioner kroner (se figur 1).

 

Det er selvom, der er stort set lige mange kvinder og mænd, der er i beskæftigelse. Andelen, der har en pensionsopsparing, er også stort set ens for kvinder og mænd. Og både kvinder og mænd sparer i gennemsnit ca. 11 procent af deres årlige indkomst op til pension.

 

Forskellen i kvinder og mænds pensionsformue afhænger, hvor længe og hvor mange kroner, der er blevet indbetalt til pension hvert år.

 

- Når vi ser en betydelig forskel i størrelsen på mænds og kvinders pensionsformue, skyldes det forskelle i mænds og kvinders arbejdsliv og karrierer. Vi ser for eksempel, at flere kvinder arbejder på deltid sammenlignet med mænd. Når man arbejder deltid, indbetaler man typisk også mindre til pension, fordi pensionsbidraget udgør en fast del af lønnen. Det i sig selv gør, at kvinders pensionsopsparing halter efter mændenes, siger Karina Ransby underdirektør i Forsikring & Pension.

 

Lønforskelle spiller også en rolle i forskellen på de opsparede pensionsformuer.

 

- Mænd har i gennemsnit en højere timeløn end kvinder. Forskellen i timelønnen skyldes i stort omfang et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd og kvinder vælger forskellige uddannelser og derfor varetager forskellige jobfunktioner, siger Karina Ransby.

 

- Det er vigtigt, at man i familierne er bevidste om og får talt om konsekvenser af de beslutninger, som man træffer om arbejdsliv og karrierer. De har nemlig langvarige konsekvenser, som for eksempel viser sig i størrelsen på pensionsformuerne, siger Karina Ransby.

 

Læs hele rapporten her

 

Figur 1. Gennemsnitlige pensionsformuer fordelt på alder, 2018

 

 

Kontakt


Velfærd og pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
+45 41 91 90 80