Konfiskation af leasingbiler går ud over forsikringsselskaberne

Publiceret 13.07.2021
Kommentar: Det er forsikringsselskaberne og deres kunder, som hænger på regningen, når leasingbiler konfiskeres ved vanvidskørsel. Det er resultatet af en dom i Københavns Byret i dag. Det er vigtigt for kampen mod vanvidsbilisme, at straffen rammer de rigtige, mener Forsikring & Pension.

I Københavns Byret blev der i dag behandlet en sag, hvor et leasingfirma ville have en bil tilbage. Politiet havde beslaglagt bilen på grund af vanvidskørsel.


Københavns Byret afviste en protest fra et leasingselskab, som ville have ophævet beslaglæggelsen af en Volvo V60, der blev brugt til såkaldt vanvidskørsel på Amager. Politiet får altså lov til at beholde bilen frem til sagens afgørelse.


Dommen er problematisk for forsikringsfællesskabet - forsikringsselskaberne og deres kunder - som kan ende med store dele af regningen. Et gammelt regelsæt om forsikring af leasingbiler betyder, at forsikringsselskaberne formentlig står til at skulle erstatte de leasingbiler, der bliver konfiskeret af politiet, og som ikke kommer tilbage til leasingselskabet.

 

- Vi kan og skal sætte hårdt ind mod vanvidsbilisme – men netop derfor er det vigtigt, at også den økonomiske straf rammer de skyldige. Retssikkerhedsmæssigt er det et indlysende problem, at mange af dem, der betaler straffen for vanvidsbilismen, formentlig intet har med selve forbrydelsen at gøre, da de jo ikke selv har siddet bag rattet, siger underdirektør Pia Holm Steffensen, Forsikring & Pension.

 

Før i tiden kom konfiskerede biler før eller siden tilbage til deres ejermand eller leasingselskabet. Men sådan er det ikke med de nye regler for vanvidsbilisme. Her bliver køretøjet beslaglagt, konfiskeret og solgt på auktion. Pengene går i statskassen.

 

Forsikring & Pension vil nu nærlæse dommens præmisser nærmere i forhold til dommens betydning for de aftaler, der er indgået mellem forsikringsbranchen og leasingselskaberne.

Pia Holm Steffensen

Vil du vide mere?

Pia Holm Steffensen

Underdirektør