Branchen har allerede i dag et kodeks for særlige undersøgelser i forbindelse med svindel, og den nye bekendtgørelse spiller godt og fornuftigt sammen med branchens egne krav og standarder.
- Vi har i branchen sat stramme rammer op for undersøgelser i sager med mistanke om svindel. Det har vi, fordi vi er optaget af, at kunder og skadelidte skal behandles ordentligt og med respekt. De skadelidte, der har krav på erstatning eller løbende udbetaling, skal have den hjælp, de har brug for. Samtidig har vi også helt klart pligt til at gøre, hvad vi kan, for at afsløre svindel. Det skylder vi alle de ærlige kunder, som i sidste ende bliver straffet med regningen for det lille fåtal af svindlere, som der desværre er, siger vicedirektør Thomas Brenøe, Forsikring & Pension.
Indholdet i den nye bekendtgørelse flugter langt hen ad vejen med branchens eget kodeks.
- Vi har haft en fin dialog med myndighederne, og vi er glade for, at bekendtgørelsen på mange områder følger den linje, branchen allerede selv har lagt. Der er blevet lyttet til os i den ramme, som nu er opstillet. Vi er der, hvor vi skal være – med gode og klare rammer for den fælles indsats mod svindel, siger Thomas Brenøe.
Alvorligt skråplan
Bekendtgørelsen indeholder dog også regler for, hvor i en privat virksomhed en konkret beslutning om efterforskning af svindel skal træffes på direktionsplan. Den form for detailstyring er et alvorligt fejlskud, mener F&P.
- Myndighederne går helt galt i byen, når bekendtgørelsen opstiller krav om, at bestemte tiltag og beslutninger skal drøftes af direktionen i selskaberne. Selskabernes øverste ledelse står under alle omstændigheder på mål for virksomhedens samlede indsats over for svindel, men skal da have mulighed for at uddelegere opgaver og beslutninger – præcis som i enhver anden virksomhed, siger Thomas Brenøe.
- Det er principielt et skråplan med den slags detailregulering. Og frem for alt gør det ingen forskel for borgerne, så vi vil klart opfordre regeringen og myndighederne til at gå en anden vej, siger Thomas Brenøe.
Bekendtgørelsen skal træde i kraft 1. oktober 2021.
Vil du vide mere?
Thomas Brenøe
Direktør for Forsikring & Digitalisering, cand.jur.