Det er ikke overraskende, at der har været færre skader i 2020. Vi har kørt mindre i bil, vi har rejst mindre og med de mange, der arbejder hjemme, har der været færre indbrud i vores hjem.
- Forsikringsbranchen havde en hård start på året, da tusindvis af danskere skulle have hjælp til at komme akut hjem fra ferier og aflyse kommende rejser under den første nedlukning på grund af corona. Der blev arbejdet på højtryk for at hjælpe nødstedte danskere over hele kloden, og der blev koordineret både med rejseselskaber, flyselskaber og Udenrigsministeriet, fortæller underdirektør i Forsikring & Pension Pia Holm Steffensen.
Men frem mod foråret og sommeren oplevede forsikringsbranchen en mere stille tid. Der var fx færre indbrud på grund af hjemmearbejde.
- I takt med at mange af os arbejdede hjemme fra, særligt i løbet af efteråret, så oplevede forsikringsselskaberne en stigning i brugen af sundhedsforsikringer. Flere oplevede fysiske gener ved det megen hjemmearbejde, fortæller Pia Holm Steffensen.
Flere forsigtige meldinger har også indikeret risiko for et stigende træk på lønsikringsprodukter. Uden at dette dog indtil videre er bekræftet i selskabernes regnskaber. Men uanset ovenstående forsikringsområder, der var præget af højere erstatninger, så oplevede en samlet branche færre skader i 2020 end normalt. Det skyldes også, at de voldsomme vejrfænomener udeblev i 2020. Det har vist sig positivt i selskabernes årsregnskaber.
- Vi står midt i en global krise, men det er værd at glæde sig over, at den danske forsikringsbranche er robust - også i krisetider. Det er også væsentligt at notere, at branchens samlede risikobillede ikke har ændret sig. Konsekvenserne af corona for forsikringsbranchen vurderes at være midlertidige. Den underliggende risiko, som fastsætter rammer og betingelser for forsikringerne, bliver nok ikke ændret på grund af corona, fortæller Pia Holm Steffensen.
De første årsresultater viser også, at forsikringsbranchen er kommet i gennem et turbulent 2020 på de finansielle markeder med et fornuftigt afkast på investeringsporteføljen.
- De ledende aktieindeks var nede med omkring 30 pct. ved udgangen af marts. Men markederne rettede sig og de fleste kom igennem 2020 med pæne resultater. Det er en væsentlig årsag til, regnskaberne ser pæne ud, slutter Pia Holm Steffensen.