Forsikrings- og pensionsbranchen glæder sig over udsigt til klimakøreplan

Publiceret 28.09.2021
Det er en vigtig og glædelig nyhed fra statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet, at regeringen er på vej med en køreplan over de store klimatiltag, der skal på plads, for at nå Danmarks klimamålsætning for 2030.

- Det er simpelthen så vigtigt, at regeringen nu vil lægge en køreplan frem over alle de konkrete tiltag, der skal til, for at nå klimamålsætningen - og at alle store beslutningerne skal træffes inden 2025. Den grønne omstilling kræver nogle kæmpe investeringer, og jo mere kendte og klare rammer, vi har, jo bedre kan vi løfte den opgave i fællesskab, siger adm. direktør Kent Damsgaard, Forsikring & Pension (F&P).

 

F&P fremlagde tidligere på måneden et klimaudspil med 13 konkrete forslag, hvor branchen netop efterlyste en køreplan for den grønne omstilling.

 

- Vi står med en kæmpemæssig opgave, når det gælder den grønne omstilling og 70 pct.-målet for 2030, og vi véd, at der skal investeres i omegnen af 600 milliarder kroner frem mod 2030 for at nå derhen. Derfor er en klimakøreplan fra regeringen så essentiel, derfor er det en fremragende og vigtig nyhed fra statsministeren i dag, siger Kent Damsgaard.

 

 

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør