Tema
Debat

Forsikring & Pension henstiller til at begrænse indhentning af helbredsoplysninger

16. mar. 2020
Forsikring & Pension opfordrer sine medlemmer til at bakke op om den aktuelle prioritering i sundhedsvæsenet. Det skal bl.a. ske ved at undlade at igangsætte indhentning af helbredsoplysninger, medmindre det er absolut nødvendigt.

Sundhedsvæsenet prioriterer i den aktuelle situation at tilse og behandle personer, der er syge som følge af coronavirus. Det betyder, at alt andet arbejde forståeligt nok er udsat til senere. Det skyldes ikke mindst hensynet til patientsikkerheden hos de patienter, der er i størst risiko for at blive alvorligt syge af coronavirus.

Indhentning af helbredsoplysninger bør begrænses til et minimum

Personer, der er kommet til skade og søger erstatning fra sin personskadeforsikring, er afhængig af at kunne dokumentere skadens omfang og de medfølgende symptomer. Det sker hovedsageligt via oplysninger i patientens journal hos den alment praktiserende læge eller på sygehuset. Normalt indhenter kundens forsikrings- eller pensionsselskab – med kundens skriftlige samtykke – de relevante oplysninger om skadens omfang og de medfølgende symptomer.

- I den nuværende situation opfordrer vi dog vores medlemmer til kun at igangsætte indhentningen af helbredsoplysninger i de tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt. Det kan fx være i sager, hvor kunden er ramt af en kritisk sygdom og er i risiko for at afgå ved døden, siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

Forsikring & Pension driver en digital løsning, som mange selskaber bruger til at anmode praktiserende læger om videregivelse af de relevante oplysninger. Vi arbejder på højtryk på at tilpasse løsningen, så den understøtter vores opfordring bedst muligt, uden at det får forretningskritisk betydning for vores medlemmer.

Fortsat behov for psykologbehandling

Dansk Psykolog Forening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn indgik i sidste uge en midlertidig aftale, som giver mulighed for video- og telefonkonsultationer hos psykologer. Aftalen gælder for psykologer med ydernummer.

- Vi opfordrer de af vores medlemmer, der dækker udgifter til psykologbehandling, til at muliggøre dækning af kundens udgifter til video- og telefonkonsultationer. Opfordringen gælder for såvel kunder, der er i et igangværende forløb, som kunder, der skal påbegynde et nyt behandlingsforløb, siger Karina Ransby.

Opfordringen fra Forsikring & Pension gælder for behandling hos både psykologer med og psykologer uden ydernummer.

Længere sagsbehandlingstid og længere ventetid på behandling

For personer, der er kommet til skade og venter på at få en afgørelse om eventuel erstatning fra et forsikrings- eller pensionsselskab, betyder det, at der går længere tid med at få sagerne fuldt oplyst, og at der dermed må forventes længere sagsbehandlingstid.

Sundhed Danmark (foreningen af danske sundhedsvirksomheder) har oplyst til Forsikring & Pension, at de private sundhedsudbydere fortsætter alle planlagte undersøgelser, operationer m.v., indtil Sundhedsstyrelsen måtte vælge at inddrage dem i det nationale beredskab. Hvis det sker, vil Sundhed Danmarks medlemmer aflyse alle undersøgelser, operationer m.v. med dags varsel.

Danske Fysioterapeuter udtaler på foreningens hjemmeside, at der kun undtagelsesvist bør udføres behandling. Det er op til den enkelte fysioterapeut at foretage den faglige vurdering af, hvornår en behandling undtagelsesvis skal gennemføres. Det betyder, at personer, der har fået bevilliget fysioterapi via en sundhedsforsikring eller anden forsikring, kommer til at opleve aflysninger.

Det kan også betyde længere ventetid til behandling eller operation, som personer har fået bevilliget via en sundhedsforsikring eller anden forsikring.

- Vi håber på, at der er forståelse for disse konsekvenser i denne ekstraordinære situation, selvom det kan medføre gener, siger Karina Ransby.

Kontakt


Velfærd og pension

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)