Tema
Debat

F&P: Europæiske tanker om fælles forsikringer mod pandemier bør skrinlægges

11. maj. 2021
EU-Kommissionen har søsat flere initiativer, der skal se på, om det er muligt at lave offentlige-private partnerskaber, der skal forsikre forbrugere og virksomheder under en pandemi. Men planerne rammer skævt, for der er brug for nationale løsninger – ikke europæiske, lyder det fra branchen.

- Det er rigtig fornuftigt, at vi både herhjemme og på EU-plan nu drøfter, hvordan vi som samfund stiller os bedre til at håndtere pandemier i fremtiden. Det gælder også i forhold til, hvilken rolle forsikringer og vores branche kan spille. Vi kan bestemt se, at vi kunne hjælpe både forbrugerne og de danske virksomheder med nye typer af forsikringer, men det er tvingende nødvendigt, at drøftelserne om forsikringer har fokus på nationale løsninger i respekt for landenes vidt forskellige modeller og situationer, siger underdirektør i Forsikring & Pension, Torben Weiss Garne.

 

Han peger på, at de europæiske lande har bekæmpet COVID-19 meget forskelligt. Nogle har lukket landet helt ned, og andre har grebet det markant anderledes an. Samtidig har de vidt forskellige velfærdssystemer, hvor offentlige og private ordninger er vævet sammen forskelligt fra land til land, bevirket, at landene har reageret tilsvarende forskelligt på pandemien.

 

De nationale forventninger til forsikringsselskabernes rolle har også været meget forskelligt fra land til land. Når både EU-systemet og de enkelte lande nu drøfter, hvordan vi kan håndtere fremtidige pandemier, er det derfor vigtigt at have blik for og respektere den forskellighed.

 

- De store driftstab, som dele af erhvervslivet har oplevet rundt omkring i Europa, skyldes nationale politiske reaktioner på pandemi-situationen med de omfattende nedlukninger. Men set i lyset af de meget forskellige nedlukningssituationer rundt om i de europæiske lande, så giver det ikke mening med fælles EU-strategi på dette område, siger Torben Weiss Garne.

 

I en række andre EU-medlemslande, herunder i Frankrig, Tyskland, Spanien og Irland, kører der retssager og hersker uenighed om, hvordan tab som følge af coronakrisen skal dækkes af staten, virksomhederne selv og forsikringsbranchen.

 

- Det er tydeligt, at man i nogle lande tænker, at når der sker store driftstab, så skal forsikringerne træde til. Men det bør være lige så klart for de fleste, at forsikringsbranchen hverken med coronakrisen eller fremtidige pandemier kan dække de ufattelige omkostninger og tab ved sådan en krise, siger Torben Weiss Garne.

 

Han ser positivt på den nationale dialog om nye løsninger.

 

- Vi vil gerne i dialog med både staten og virksomhederne for at finde en løsning, der passer til de danske forhold. Vi har i forvejen et godt eksempel med den nationale stormflodsordning. Men vi ser ikke for os, at det skal være på europæisk niveau, at det bliver bestemt, hvornår en forsikring skal udbetales og slet ikke, når det handler om pandemier. Her har landene grebet det alt for forskellige an til, at vi kan finde europæiske løsninger, fortæller Torben Weise Garne.

 

- Vores klare opfordring til de danske politikere og embedsværket er, at vi skal sættes os sammen og udvikle et beredskab og forsikringsprodukter, der passer ind i en dansk kontekst. Vi bør skrinlægge fælles europæiske løsninger på dette område, så vi kan få råderum til at udvikle løsninger, der passer bedst til de danske virksomheder, slutter Torben Weiss Garne.

Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Rammevilkår & EU

Torben Weiss Garne

Underdirektør
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)