Den sundhedsmæssige og økonomiske coronaregning vokser dag for dag

Publiceret 24.02.2021
Den danske forsikrings- og pensionsbranche bliver mere og mere bekymret for følgevirkningerne af coronakrisen, hvor både de negative økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser stiger i takt med, at den egentlige genåbning trækker ud.

- Vi har meget stor respekt for den svære balance, som politikerne og sundhedsmyndighederne skal finde lige nu, og vi er som branche mere forskånet for de direkte konsekvenser af nedlukningen. Til gengæld kan vi meget direkte se konsekvenserne af den lange nedlukning både på danskernes psykiske og fysiske velbefindende – og på den usikkerhed og frustration, som vi mærker i store dele af erhvervslivet, siger adm. direktør Kent Damsgaard fra Forsikring & Pension.

Han peger på, at flere selskaber fortæller om en eksplosiv stigning i brugen og efterspørgslen efter især psykologbistand.

- Der tegner sig et stadig mere tydeligt billede af, at der også er store sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne af en nedlukning. Heldigvis har vores branche som helhed vist sig både klar og godt rustet til at løfte vores del af opgaven. Men jeg håber – og vil opfordre til, at regeringen og myndighederne i forlængelse af dagens genåbning også er opmærksomme på de store omkostninger, der er ved en fortsat nedlukning, siger Kent Damsgaard.

Ifølge Kent Damsgaard betyder den voksende økonomiske regning fra coronakrisen og nedlukningen, at spørgsmålet om fremtidens økonomiske prioriteringer presser sig mere og mere på.

- Allerede før coronakrisen ramte os, tegnede der sig en vanskelig og helt central diskussion om, hvordan vi håndterer både de meget store investeringer, som er nødvendige for at levere på vores grønne ambitioner, og samtidig får råd til den fornødne velfærd i en situation, hvor andelen af ældre bliver større, og sundhedsudgifterne er stigende. Siden da har vi så fået en voldsom coronaregning, som vokser dag for dag, og der er efterhånden akut brug for, at vi for alvor genoptager debatten om, hvordan vi sikrer både klima og  velfærd samt et konkurrencedygtigt samfund i fremtiden, siger Kent Damsgaard.

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør