Det betød færre biler på vejene, da Covid-19 fik Danmark til at lukke ned. I to måneder faldt antallet af skader på biler med 14 pct. Glæden varede dog kun kort. Allerede i juni var bilskaderne tilbage til det normale igen, viser nye tal fra Forsikring & Pension.
I april og maj faldt antallet af skader på motorkøretøjer med henholdsvis 14 pct. og 13 pct. Men allerede i juni og juli måned var antallet af skader tilbage på gennemsnittet for de seneste fem år.
- I april og maj arbejdede rigtig mange hjemmefra, og det blev generelt anbefalet, at man begrænsede kontakten med andre. Det gav mindre trafik på vejene og også færre skader. Men i takt med at landet er genåbnet er antallet af skader på biler tilbage på normalt niveau, siger vicedirektør Thomas Brenøe, Forsikring & Pension.
Andre lande i Europa har haft udgangsforbud under coronapandemien og har derfor haft endnu færre biler på vejene.
Risikobilledet stadig det samme
Forsikring & Pensions tal viser også, at Covid-19 ikke har påvirket antallet af skader mere, end det kan rummes inden for det, der er normale udsving.
- Det er faktisk meget normalt, at der er perioder, hvor der er flere eller færre bilskader. Fx i oktober 2015 og juli 2019 var der større udsving i antallet af skader end i marts-april 2020, forklarer Thomas Brenøe.
- Med den viden, vi har nu, giver faldet i skader på motorområdet ikke anledning til at ændre risikobilledet. Det er også det, vi hører fra forsikringsselskaberne. Vi regner med, at udbruddet af Covid-19 kun får kortvarig og midlertidig betydning for motorforsikring.
Kortvarigt fald i antal skader på biler i april og maj 2020
Figuren viser antal takserede skader på person- og varebiler per måned for 2020 og for gennemsnittet af perioden 2015-2019. Indeks 100 er antal skader for januar måned. Tal for juli 2020 er foreløbige.
Kilde: Forsikring & Pension
Corona-nedlukningen gav mindre udsving end oktober 2015 og juli 2019
Figuren viser antal takserede skader på person- og varebiler i udvalgte måneder og for gennemsnittet af perioden 2015-2019. Tal for juli 2020 er foreløbige. Udviklingen i udbetalte erstatninger viser samme billede.
Kilde: Forsikring & Pension