Gode kundeforventninger
Hvad? Med dette projekt vil vi mindske gabet mellem kundernes forventninger til forsikringsdækningen og den faktiske dækning. Det kan ske på to måder – ved bedre information til kunderne og/eller enklere forsikringsbetingelser.
Hvorfor? Forsikringskunderne er generelt tilfredse med deres forsikringer og selskaber. Men ind imellem lever forsikringerne ikke op til deres forventninger. Det er i alles interesse at undgå. Derfor skal der sættes målrettet ind over for disse forventningsgab.
Forsikringsvejret.dk
Hvad? Et nyt website, der giver forbrugerne adgang til de vejrdata, som selskaberne bruger til at vurdere, om forsikringen dækker en skade i forbindelse med skybrud, storm og lynnedslag. På den måde har kunderne fuld adgang til de data, som deres selskab bruger til at bedømme deres sag på.
Hvorfor? Branchen har en interesse i at sikre forbrugerne åbenhed om forsikringer og dækning. På den måde kan selskaberne skabe overensstemmelse mellem kundernes forventninger til deres forsikring og den faktiske dækning.
Bedre ejerskifte
Hvad? Kunderne skal fremover have en bedre huseftersynsordning og ejerskifteforsikring. Tilstandsrapporterne skal rumme flere oplysninger om fx fugt og el i huset. Kunderne skal bedre kunne se, hvad deres ejerskifteforsikring dækker og ikke dækker. De skal samtidig lettere kunne beregne deres erstatninger. Især fugtskader skal bedre kunne dækkes.
Hvorfor? Ejerskifteforsikringerne giver for ofte skuffede forventninger hos kunderne. Kunderne har forventninger til, at fx skader vil kunne udbedres til nypris, og at fugtskader kan dækkes, uanset hvor gammelt huset er. En ny forsikring skal give bedre dækning og klarere forventninger.
Visse kritiske sygdomme
Hvad? Visse kritiske syge, fx patienter med kræft, skal fremover automatisk gøres opmærksomme på, at de kan have ret til udbetaling fra en forsikring. Derfor samarbejder selskaberne og Sundhedsstyrelsen om at finde de patienter, der ikke selv er opmærksomme på deres forsikringsdækning. De patienter vil modtage et brev fra Sundhedsstyrelsen om, at de kan have ret til udbetaling, og hvilke selskaber de kan kontakte.
Hvorfor? Kunder med en forsikring mod visse kritiske sygdomme er ikke altid klar over deres ret til en udbetaling, når de først bliver syge. Dermed risikerer de at gå glip af den forsikringsudbetaling, de har ret til. Med samarbejdet gør vi disse mennesker opmærksomme på deres mulighed for en forsikringsudbetaling.
Kontribution
Hvad? Reglerne for kontribution laves om, så fordelingen af afkastet mellem kunderne sker efter klarere regler – samtidig med at der fastholdes mulighed for solidaritet mellem kunderne.
Hvorfor? Det kan være svært for pensionskunder med en gennemsnitsrentepension at gennemskue, hvordan afkastet fordeles – og hvem de er solidariske med om hvad. Fremover skal pensionskunderne opdeles i flere grupper, så de kommer i grupper med dem, der har en profil, der ligner deres.