Fakta om pension
Hvad? Fakta om pension (arbejdstitel) er et nyt webværktøj, der skal give forbrugerne mulighed for at sammenligne pensionsordninger og –selskaber. Forbrugerne vil kunne sammenligne en række ting, fx pensionsordningers indhold, omkostninger og afkast og selskabernes service.
Hvorfor? Det er vigtigt for forbrugerne at kunne sammenligne pensionsordninger. De kan vurdere, om deres egen pensionsordning og eget pensionsselskab er konkurrencedygtige - og se, hvilke krav de kan stille til deres pensionsselskab. Eller hvis de skal vælge selskab, kan de sammenligne de forskellige selskaber.
Forsikringsguiden
Hvad? Det nuværende værktøj Forsikringsguiden.dk giver forbrugerne mulighed for at sammenligne priser og dækninger på forsikringer. Værktøjet skal udvides med mere ”bløde” oplysninger om fx selskabernes rådgivning og service.
Hvorfor? Med Forsikringsguiden har forbrugeren fået en let adgang til at sammenligne priser og vilkår på forsikringer. Men oplysninger om fx rådgivning og service kan også have betydning for forbrugerens valg af forsikring.
Pensionsoverblikket
Hvad? Forbrugerne skal hurtigt og let kunne finde de vigtigste tal for deres pensionsordning. Forbrugerne vil fremover få tilbudt en standard, der giver et kort overblik over de seks vigtigste tal for deres ordning – bl.a. om hvor meget de har indbetalt, størrelsen af deres pension og afkast samt omkostninger.
Hvorfor? Pensionsselskaberne stiller mange oplysninger til rådighed for forbrugerne. Det kan gøre det svært for forbrugerne at bevare overblikket og sammenligne. Derfor skal de på tværs af selskaberne tilbydes samme korte overblik, hvor de hurtigt kan finde de tal, der er vigtigst for dem som kunder.
ÅOK/ÅOP
Hvad? I dag oplyser selskaberne om de omkostninger, der er forbundet med deres pensionsordninger. Fremover skal selskaberne også oplyse et samlet ÅOK (årlige omkostninger i kroner) og et ÅOP (årlige omkostninger i procent) for deres omkostninger, så forbrugerne kan danne sig et hurtigt overblik.
Hvorfor? Omkostningerne i en pensionsordning er en kompleks størrelse, der indeholder administration, investeringsomkostninger m.v. Det kan være svært at overskue. Derfor supplerer vi de detaljerede oplysninger, vi allerede giver, med to tal, der viser summen af alle omkostninger.
Omkostningsmåler
Hvad? Flere selskaber tilbyder i dag en omkostningsmåler, så potentielle kunder let kan beregne de samlede omkostninger forbundet med en ordning i selskabet. Fremover skal pensionsselskaberne kunne tilbyde kunderne samme omkostningsmåler, så kunderne bedre kan sammenligne beregninger på tværs af selskaberne.
Hvorfor? Det er vigtigt, at også fremtidige kunder så let som muligt kan sammenligne de omkostninger, der er forbundet med forskellige pensionsordninger i selskaberne. En branchestandard for omkostningsmålere vil gøre oplysningerne om omkostninger direkte sammenlignelige.
Fælles pensionssprog
Hvad? Pensionsområdet er teknisk kompliceret og rummer mange begreber. Vi vil gøre det lettere for forbrugerne ved at sikre, at selskaberne bruger de samme ord om de mest brugte pensionsbegreber.
Hvorfor? Det er vigtigt, at selskaberne kan indrette deres kommunikation med kunderne, så den passer dem bedst. Men det vil være en fordel for forbrugerne, hvis de møder de samme ord uanset selskab, når det drejer sig om de hyppigst anvendte begreber.