Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Mere end halvdelen arbejder til folkepensionsalderen

​Nye tal fra Forsikring & Pension viser, at på blot 13 år er andelen, der trækker sig tilbage på folkepension, mere end firdoblet. Det er hovedforklaringen på de senere års kraftige stigning i tilbagetrækningsalderen.
​- Vi ser, at flere og flere vælger at arbejde helt frem til folkepensionsalderen. Det er i høj grad den udvikling, som forklarer det seneste årtis store stigning i tilbagetrækningsalderen, udtaler Jan V. Hansen, vicedirektør i Forsikring & Pension.
 
Danskerne trækker sig senere og senere tilbage fra arbejdsmarkedet, og de nyeste tal fra 2017 viser, at danskerne i gennemsnit er 65 år og 2 måneder, når pensionisttilværelsen indtræffer. Det er 3 år mere end for blot 13 år siden i 2004. Samtidig ser vi, at andelen, der går direkte på folkepension, er mere end firdoblet. Den er gået fra kun at udgøre 14 pct. i 2004 til at udgøre hele 59 pct. i 2017. Nu udgøres majoriteten af nye pensionister altså af personer, der vælger at trække sig tilbage direkte på folkepension og ikke længere via efterløn.
 
Efterlønnen er løbende blevet forringet de sidste 20 år samtidigt med, at de økonomiske incitamenter til at udskyde tilbagetrækningen er blevet større. Disse tiltag har til sammen gjort efterlønnen mindre attraktiv og medvirket til, at flere og flere først vælger at trække sig tilbage ved folkepensionsalderen.
 
- Tilbagetrækningsreformer ser dermed ud til at virke efter hensigten, selvom det ikke er den eneste forklaring, siger Jan V. Hansen.
 
- De senere års øgede beskæftigelse, bedre helbred hos de ældre og et øget virksomhedsfokus på at fastholde dem på arbejdsmarkedet, er også en vigtig del af forklaringen. Samlet set medvirker det alt sammen til ændrede normer på arbejdspladsen, hvor det ikke længere forventes, at man går på pension eller efterløn, bare fordi man har nået en vis alder, slutter Jan V. Hansen.
 
Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder samt andelen, der trækker sig på efterløn og folkepension, 2000-2017:
Udklip.JPG
Note: Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet beregnes for personer over 59 år. Tilbagetrækningen kan ske ved, at en person får udbetalt efterløn eller folkepension og samtidig ikke har en væsentlig erhvervsindkomst svarende til 115.000 kr. om året i 2016-priser. Der ses kun på personer, som er en del af arbejdsstyrken i perioden op til tilbagetrækningspunktet. Tallene for 2016-17 er foreløbige.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmark Statistik.
Publiceret/opdateret 15-05-2018
Jan V. Hansen
Vicedirektør
jvh@forsikringogpension.dk