Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Pensionsbranchen investerer ansvarligt

​Udenlandske og danske aktier giver godt afkast til danskere med en pensionsopsparing. Og afkastet er skaffet på ansvarlig vis, lyder det fra folkemødedebat hos Forsikring & Pension i dag.

 

Danske og udenlandske aktier gav i 2015 en god indtjening til danskere med en pensionsopsparing. Faktisk gav de samlet et afkast på 9,5 procent, viser tal fra Forsikring & Pension. 
 
Og det gode afkast er skaffet med respekt for menneskerettigheder, lønmodtagerrettigheder og internationale konventioner. Sådan lød meldingen fra flere pensionsselskaber på pensionsbranchens debat om ansvarlige investeringer på Folkemødet på Bornholm.
 
- Pensionsselskabernes hovedopgave er at skaffe gode afkast til pensionskunderne. Og det sker med respekt for fx menneskerettigheder, lønmodtagerrettigheder og internationale konventioner, siger Per Bremer Rasmussen, administrerende direktør for Forsikring & Pension. 
 
Hvis pensionsselskaberne opdager en investering i et firma, der overtræder fx menneskerettigheder, kan de vælge at forsøge at få firmaet til at ændre adfærd.
 
Det kan ske via aktivt ejerskab, hvor pensionsselskaberne som ejere af virksomheden går ind og påvirker ledelsen i virksomheden eller de andre ejere. Lykkes det ikke, så kan pensionsselskabet overveje at sælge aktierne.   
 
- Mange af de danske pensionsselskaber er meget opmærksomme på, at deres investeringer skal være økonomisk forsvarlige, men at de også skal være ansvarlige i forhold til fx internationale konventioner, siger Per Bremer Rasmussen. 
 
Han påpeger, at et pensionsselskab altid primært skal se på, om en investering giver et godt afkast, når det vurderer, hvordan det bør investerer danskernes opsparing til alderdommen. Men normalt er en god økonomisk investering i overensstemmelse med en ansvarlig investering.
 
- Et godt afkast er og bliver hovedformålet med alle pensionsbranchens investeringer, men normalt går investeringer med gode afkast hånd i hånd med ansvarlige investeringer, siger Per Bremer Rasmussen. 
 
Administrerende direktører fra pensionsselskaberne PFA, PenSam, PKA og Sampension deltog i debatten. De fortalte på debatten, at de alle har retningslinjer for ansvarlige investeringer.
 
Socialdemokratiet anerkendte under debatten, at hensynet til afkast er meget vigtigt, når det gælder investering af danskernes pensionsformue.
 
- Som pensionskunde er det vigtigt, at man får penge at leve af i alderdommen. Der skal dog være balance. Så der skal tages hensyn til ansvarlighed, sagde Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokratiet.
 
Danskerne har til sammen over 3.000 milliarder danske kroner sparet op til alderdommen hos pensionsselskaber. 25,2 procent af den samlede pensionsformue er sat i udenlandske og danske aktier. 63,6 procent af formuen er sat i obligationer. Obligationerne gav i 2015 et afkast på 1,6 procent.

 


 

 

Publiceret/opdateret 16-06-2017
Per Bremer Rasmussen
Adm. direktør
Maja Korshin
Pressekonsulent
Telefon 41 91 91 05
mko@forsikringogpension.dk