Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Julen er også indbrudstyvenes højtid

​Tomme hjem og mørke gør julen og især den 24. december til højsæson for indbrudstyve
​Mens danskerne danser rundt om juletræet, trækker indbrudstyvene i arbejdstøjet. Julens mørke og de mange tomme hjem er guf for indbrudstyve. Julen er højsæson for indbrud. Den 24. december bliver der begået lidt under tre gange så mange indbrud som på en almindelig dag.
 
- Danskernes hjem er alt for nemme at komme ind i for indbrudstyvene. Mønstret er det samme år efter år. Vi så gerne, at flere sikrede deres hjem bedre, når de tager på juleferie, siger Jacob Nisgaard Larsen, chefkonsulent fra Forsikring & Pension.
 
Det handler om at sikre sine vinduer og døre, at have en god aftale med naboerne om at holde øje og at have alarmer eller lys, der kan tænde og slukke i løbet af døgnet. 

Danmark plages af indbrud

Danmark er endegyldigt ude af indbrudsboblen, der toppende i 2009. 2017 tyder på at blive et år med lidt over 28.000 indbrud i danske hjem. Ganske få for danske forhold.
 
Der er dog slet ingen grund til at klappe højlydt i hænderne, for niveauet er fortsat højt i forhold til vores nabolande. Danmark har fortsat flere indbrud per borger end Tyskland, Norge og Sverige tilsammen. Samtidig sigtes rekord få indbrudstyve. Det blev til 2082 sigtelser i 2016 svarende til 6,5 procent. 
 
- Skal Danmark på niveau med vores nabolande, skal indbruddene falde til omkring 12.000 årligt, siger Jacob Nisgaard Larsen.
 
Derfor bør Danmark indføre et krav om, at vinduer og døre kan holde tyvene fra døren i minimum tre minutter, opfordrer Forsikring & Pension.
 
- Vi ved, at det er den klart mest effektive løsning. Det mindsker antallet af indbrud markant. Det har vi set i England og Holland, siger Jacob Nisgaard Larsen.

Hvad kan du gøre?

Er du ude i juledagene, så gør dit hus så besværligt som muligt at bryde ind i. Selv små tiltag kan gøre en stor forskel.
 
Tal med dine naboer, hør om deres juleplaner og aftal, at de holder øje med huset, hvis det er muligt.
 
Få huset til at se beboet ud. Lad lidt af opvasken stå julen over. Sørg for periodevis at tænde lys og radio eller tv. Lad en bil stå i carporten. Gør andre ting, der får det til at virke, som om der er nogen hjemme. Det er én af de bedste måder at forebygge juleindbrud på.
 
Det handler om at gøre tyvens arbejde så besværligt som muligt og at skabe tvivl hos tyven. Tyven vil helst hurtigt ind og ud. Kan man skabe forsinkelser eller tvivl om, hvorvidt der er nogen hjemme, er man nået et godt stykke af vejen.
 
Du skal prøve at se dit hus med tyvens øjne, inden du forlader det. Det handler om at finde ud af, hvad husets svage punkter er. Er der døre, stuevinduer eller kældervinduer, der er lette at bryde ind igennem, og som du kan gøre noget ved? Ser huset ubeboet ud? Ligger værdigenstande frit fremme? Få gode råd til at se dit hus med tyvens øjne og test dit hus på stopindbrud.dk.

 Antal indbrud 2017.JPG
* 2017 er baseret på kvartalstal for indbrud, hvor 2017K4 er estimerede ud fra tidligere observationer
Publiceret/opdateret 24-12-2017
Jacob Nisgaard Larsen
Chefkonsulent
Telefon 41 91 91 43
jnl@forsikringogpension.dk