Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Bilister falder i staver bag rattet

​Når bilisterne sidder i egne tanker, er stressede eller trætte bag rattet øges risikoen for ulykker. Det viser en ny, dansk undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension. En landsdækkende kampagne sætter nu fokus på mental uopmærksomhed i trafikken (regionale tal nederst i pressemeddelelsen)

​Der er uopmærksomhed i omkring hver tredje ulykke i trafikken. Når vi roder med mobil, taster på vores GPS eller leder efter ting i handskerummet, risikerer vi at overse de andre på vejen.

 

Men det er ikke kun vores handlinger bag rattet, der fjerner fokus fra trafikken. Ifølge en ny, dansk undersøgelse er mental uopmærksomhed også skyld i ulykker. Når vi har hovedet fyldt med tanker, er stressede eller trætte, kan det resultere i trafikulykker, da det tager fokus fra trafikken.

 

- Det har stor betydning, når vores tanker er optaget af alt muligt andet end trafikken. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke tanker bag rattet. Men man reagerer markant langsommere i for eksempel en kritisk situation, hvis man er dybt optaget af problemer på arbejdet eller i privatlivet i stedet for at have det mentale fokus på trafikken, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Hver fjerde i en farlig situation

Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension har interviewet 4.362 bilister, der enten har kørt galt eller været ved at køre galt. Af dem siger hele 28 procent, at det skete, fordi de sad i egne tanker, var stressede eller trætte. Otte ud af ti svarer desuden, at ulykken eller den farlige situation kunne have været undgået, hvis de havde været mere mentalt til stede bag rattet.
 
Undersøgelser fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker samt en større norsk undersøgelse har tidligere konkluderet, at mental uopmærksomhed har betydning for risikoen for at ende i en trafikulykke.

Kom ud af din boble

For at sætte fokus på den mentale uopmærksomhed sætter Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og 63 kommuner fra den 18. september til den 8. oktober ind med kampagnen ”Kom ud af din boble – kør bil, når du kører bil”. I TV, biografer, på sociale medier vil en ny kampagnefilm vise risikoen ved at være væk i sine tanker, når man kører i trafikken (se kampagnen på www.sikkertrafik.dk)
 
Kampagnens formål er at gøre trafikanterne opmærksomme på risikoen ved mental uopmærksomhed og minde dem om, at det er vigtigt at være mere mentalt til stede bag rattet.
 
- Uopmærksomhed er et af de største problemer, som vi har i trafikken. Det kræver vores fulde opmærksomhed, når vi kører på vejene. Selv et øjebliks uopmærksomhed kan betyde ulykker, der har alvorlige konsekvenser for de involverede. Så jo mere fokus, vi kan få på at forebygge ulykker og skader i trafikken, jo bedre, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.
 
I forbindelse med den aktuelle kampagne ”Kom ud af din boble – kør bil, når du kører bil” har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension udarbejdet en række gode råd, der kan hjælpe trafikanterne med at blive mere fokuserede bag rattet: http://bit.ly/2x1g39x
 
Om kampagnen ”Kom ud af din boble”
Kom ud af din boble og vær mentalt til stede i trafikken. Det er budskabet i kampagnen, der varer fra den 18. september til den 8. oktober. En ny kampagnefilm (kan bl.a. ses på www.sikkertrafik.dk) vil blive vist i tv, biografer og på sociale medier. På parkeringspladser i hele landet vil trafikanterne møde budskabet ”Kør bil, når du kører bil” på store plakater.
 
Det er Rådet for Sikker Trafik, brancheorganisationen Forsikring & Pension og 63 kommuner, der står bag kampagnen. Se hvilke kommuner der er med: http://bit.ly/2fmubQm
 
Desuden vil 13 store og mellemstore virksomheder gennemføre kampagnen internt overfor deres egne medarbejdere. Se hvilke virksomheder her: http://bit.ly/2weNntV

Fakta

Ny undersøgelse:
Mental uopmærksomhed skyld i ulykker/farlige situationer
Hele 28 procent af de bilister, der har kørt galt eller har været ved at køre galt, siger at de var mentalt uopmærksomme, da de skete. Altså at de sad i egne tanker, var stressede eller trætte. Af dem siger otte ud af ti, at situationen kunne have været undgået, hvis de havde været mere mentalt til stede bag rattet.
 
Tallene per politikreds viser, at problemet med mental uopmærksomhed findes i hele landet og stort set er på samme niveau fra politikreds til politikreds:
• Fyn: 31 procent
• København: 23 procent
• Københavns Vestegn: 28 procent
• Midt- og Vestjylland: 30 procent
• Midt- og Vestsjælland: 30 procent
• Nordjylland: 26 procent
• Nordsjælland: 31 procent
• Syd- og Sønderjylland: 28 procent
• Sydsjælland og Lolland-Falster: 27 procent
• Sydøstjylland: 21 procent
• Østjylland: 30 procent
Kilde: Promonitor for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, 4.362 adspurgte i perioden januar 2015 – juni 2017
 
Dræbte i uopmærksomhedsulykker pr. politikreds:
Fra 2011 – 2015 har 283 danskere mistet livet i trafikulykker, hvor der var uopmærksomhed involveret fx håndholdt mobil, lede efter ting i bilen under kørslen eller mental uopmærksomhed (kilde: Vejdirektoratet):
• Nordjylland: 27
• Østjylland: 31
• Midt- og Vestjylland: 52
• Sydøstjylland: 30
• Syd- og Sønderjylland: 25
• Fyn: 24
• Sydsjælland- og Lolland-Falster: 21
• Midt- og Vestsjælland: 31
• Københavns Vestegn: 9
• København: 12.
• Nordsjælland: 18.
• Bornholm: 3.
 

Kontakt:

Lisbeth Sahl, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik: 4242 7027
Jesper Hjorth Jespersen, kommunikationskonsulent, Forsikring & Pension, 4191 9101 (Pressetelefonen)
Publiceret/opdateret 18-09-2017
Hans Reymann-Carlsen
Underdirektør
hrc@forsikringogpension.dk
Jesper Hjorth Jespersen
Kommunikationskonsulent
Telefon 41 91 91 02
jhj@forsikringogpension.dk