Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Masser af konkurrence i forsikringsbranchen

Debatindlæg bragt i Berlingske den 18. marts 2013

Af adm. direktør Per Bremer Rasmussen


Panikken brød løs i spalterne, da Berlingske for nylig opdagede, at forsikringsselskaber er begyndt at tjene penge. Fede tider, hed det. Konklusionen røg op af hatten: Den må være gal med konkurrencen!


Forkert. Konkurrencen har det fint, tak. Det bekræftes senest af en grundig analyse af Copenhagen Economics. Hvis noget er galt, er det de mange, der med følelserne ude på tøjet skyder løs på konkurrencen i forsikringsbranchen – med afsæt i et enkelt års indtjening! Det er useriøst. Men kunsten at se den større tegning er ikke Forbrugerrådets endsige Socialdemokraternes Benny Engelbrechts hofret.  De fastslog på en studs, at der er et ”stort problem” med konkurrencen på forsikringsmarkedet. Og ordføreren trak endda sværdet og foreslog at udvide Forsikringsguiden.dk med erstatningsprocenter. Så kunne der rigtigt komme gang i konkurrencen, måtte man forstå.


Nu kan man i en stille stund undre sig over, at det skulle være særligt odiøst at tjene penge, når man er forsikringsselskab. Når det er fx Lego, jubler det ganske land. Uden at vi af den grund føler os flået som forældre. Politikerne taler varmt for vækst og nye jobs.  Forsikringsbranchen beskæftiger mere end 12.000 medarbejdere. Forudsætningen for de jobs er trods alt indtjening.


Der er brug for mere fornuft og mindre følelser i debatten om konkurrencen i forsikringsmarkedet. Hvad ved vi?


Vi ved, at Danmark er et af de lande, hvor det er lettest at finde en forsikring. Fordi vi har Forsikringsguiden.dk, der er i international særklasse. Her kan forbrugerne sammenligne vilkår, priser og service. Alt sammen giver en høj grad af gennemsigtighed - en central forudsætning for god konkurrence.


Vi ved, at der er store prisforskelle på forsikringer. Man skal ikke klikke mange minutter på forsikringsguiden.dk for at spotte prisforskelle i tusind-kroners klassen. Det er konkurrence.


Vi ved også, at vi har masser af forsikringsselskaber i Danmark - store og små. Og at de fire største selskabers markedsandel er fx langt under de 80 procent, som konkurrencemyndigheder mener er tegn på svag konkurrence. Koncentrationen i det danske marked er i øvrigt mindre end i de øvrige nordiske lande. Alt sammen udtryk for konkurrence. Måske kan det også forklare, at forsikringsselskaberne er mere produktive og innovative end gennemsnittet af danske virksomheder.


Så ved vi, at forbrugerne i Danmark er blandt dem, der er flittigst til at skifte selskab i Europa, når det gælder fx bilforsikringer. Blandt EU15-landene er det kun i Storbritannien og Irland, at kunderne skifter selskab hyppigere.


Vi ved, at selskaberne bruger store penge på at nå ud til forbrugerne. Forsikringsselskaberne lønner hver eneste dag store salgskorps med ét eneste formål: At snuppe kunder fra hinanden. De ringer danskerne op hjemme med ét formål: At give dem et godt tilbud. På den måde får mange danskere, der måske ellers ikke vil have gjort noget selv, en bedre forsikring, der passer til dem. 


Forbrugerne kan i øvrigt også opsige deres forsikring hurtigt – typisk med en måneds varsel. Måske er det med til at forklare, at danskerne er de mest tilfredse med deres forsikringer i Norden.


Konklusion? Som forsikringsmarked er konkurrencen fin.


Hvad så med de mange penge, som selskaberne ifølge BE og Forbrugerrådet ”skovler ind”? Klap hesten.


Begge går galt i byen, fordi de bedømmer konkurrencen i forsikringsmarkedet ud fra et enkelt års indtjening. Ja, selskaberne tjente sidste år penge. Men i 10 år frem til 2003 tabte forsikringsselskaberne penge på forsikringer – hvert evigt eneste år. Og de efterfølgende år frem til 2011 var der nok overskud, men små. Af samme grund har forsikringsselskaberne heller ikke forrentet deres kapital så højt som andre hovederhverv, fx industri og byggeri.


For mindre end et år siden konstaterede Finanstilsynet, at forsikringsselskaber med et positivt resultat fyldte mindre og mindre i markedet. Tilsynet mente, at for mange selskaber ikke havde reageret nok på deres svage lønsomhed. Jublen var til at overse.


Derfor: Det er på tide, at selskaberne tjener penge på forsikringer. Ikke bare fordi vi – trods alt – lever i et land, hvor vi er glade, når virksomheder tjener penge, hyrer folk og betaler skat til den fælles kasse. Men forsikringsselskaberne har brug for ”gode” år til at polstre sig til ”dårlige” år. Alene stormen i 2005 og skybruddet i 2011 kostede 23 mia. kroner. Seest-ulykken rundede en trekvart milliard kroner i erstatninger. Heldigvis var 2012 et år uden store katastrofer og dårligt vejr. Så i 2012 kunne der polstres. Og sådan går det op og ned – og disse udsving håndterer selskaberne. Uden redningspakker.


Nu vil BE så udvide Forsikringsguiden.dk med nye oplysninger. Han foreslår selskabernes erstatningsprocenter. Vi er altid åbne for forbedringer af portalen – og lægger i forvejen disse tal frit frem. Men fri os for at ”forurene” portalen med tal, som ikke har relevans for forbrugernes køb af forsikringer. Tænk over det. Er det rationel forbrugeradfærd at gå i Brugsen og holde sig væk fra Føtex, bare fordi Føtex havde større overskud? Nej. Forbrugeren skal forholde sig til varens pris og kvalitet. Anderledes er det ikke med forsikringer. Jo mere der hældes på guiden, desto mere skades forbrugerens overblik og dermed evne til at træffe rigtige valg.


Forsikringsbranchen skal altid arbejde for at gøre det så let som muligt at være forbruger. Det giver konkurrence. Men forbrugerne har på mange måder bolden selv. En pointe som ikke mindst Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør Agnete Gersing klogt har fremført. Ca. hver fjerde forbruger indhenter hvert år tilbud. Men ikke alle skifter selskab. Til syvende og sidst handler det om at tage ansvar. Danskerne må selv i sving, hvis der skal endnu mere konkurrence end i dag.

Publiceret/opdateret 18-03-2013
Per Bremer Rasmussen
Adm. direktør
pbr@forsikringogpension.dk