Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Højere dækning på retshjælpsforsikringen

Forsikring & Pension henstiller til sine medlemmer, at de forhøjer den maksimale dækningssum på retshjælpsforsikringen. Dermed stilles forbrugerne bedre.

Forsikring & Pension henstiller til forsikringsselskaberne, at de øger den maksimale dækningssum på retshjælpsforsikringen til mindst 175.000 kr. Samtidig skal selskaberne vurdere, om der er behov for at udvide dækningssummen for sager, der behandles i flere instanser.

 

Forbedringerne i retshjælpsforsikringen sker, fordi markedet har efterspurgt ændringerne, og på den baggrund har Forsikring & Pension været i dialog med bl.a. Forbrugerrådet.

 

- Vi er glade for at kunne præsentere et resultat, som betyder, at forbrugerne bliver bedre stillet, når de står over for at skulle forsvare sig i en retssag, siger underdirektør Torben Weiss Garne, Forsikring & Pension.

 

Antallet af sager, der i de seneste år har ramt loftet for dækning, har ligget på godt en procent. Det svarer til godt 100 sager om året. For de forbrugere, der har nået den maksimale dækning, har det betydet, at de selv skulle dække den sidste del af regningen fra advokaten.

 

Det er fortsat op til det enkelte forsikringsselskab at fastsætte et loft for, hvor meget der kan udbetales i erstatning pr. sag. Det samme gælder for størrelsen af selvrisikoen.

 

Dækningssummen var oprindelig ens for alle forsikringsselskaber, nemlig 25.000 kr., men siden 2000 har summen været et konkurrenceparameter for selskaberne. Den nuværende maksimumdækning er typisk 110.000 – 130.000 kr. Selvrisikoen udgør typisk 10 pct. af erstatningssummen, dog som oftest minimum 2.500 kr.

Fakta:

Forsikring & Pension henstiller til sine medlemmer, dels at de som minimum forhøjer dækningsmaksimum på retshjælpsforsikringen til 175.000 kr., dels at de positivt overvejer som minimum at indføre en ekstra dækning i tilfælde af to-instansbehandling i de tilfælde, hvor sikrede i det væsentlige har fået medhold ved dom i første instans og modparten appellerer. Eksempelvis ved indførelsen af:

  1. obligatorisk ekstra dækning ved to-instansbehandling
  2. ekstra dækning, hvis sikrede har fået medhold i første instans
  3. mulighed for tilkøb af ekstra dækning ved to-instansbehandling.


 

  • I 2011 behandlede selskaberne 10.693 sager om retshjælp
  • De samlede udbetalinger beløb sig til 228 mio. kr. i 2011
  • Den gennemsnitlige udbetaling pr. sag var i 2011 på 21.297 kr.
Publiceret/opdateret 12-04-2013
Torben Weiss Garne
Underdirektør
Telefon 41 91 90 40
twg@forsikringogpension.dk