- De værste sneskader kommer typisk, når det bliver tøvejr. Et godt råd: Hvis du vil undgå skader, bør du tjekke dit hus for sne, mens det stadig er frostvejr, siger konsulent i Forsikringsoplysningen Riccardo Krogh Pescatori.
Snefælde 1: Fygesne på loftet
Fygesne kommer ind på loftet ved selv de mindste sprækker og revner i taget. Stort set alle tage har udluftning, hvor fygesneen kan komme ind. Når tøvejret sætter ind, smelter fygesneen og kan give alvorlige vandskader på huset.
Uanset om taget er helt nyt eller gammelt, bør man tjekke loftet for sne, der kan ligge overalt på loftet. Er der snebunker, skal det hurtigst muligt fjernes.
De fleste forsikringsselskaber dækker ikke de vandskader, som smeltet fygesne giver.
Snefælde 2: Snedriver op ad husmure
Husejere bør tjekke alle deres husmure for store snedriver. Hvis der kommer et voldsomt tøvejr, kan smeltevandet fra snedriver op ad en husmur give alvorlige vandskader i huset.
Fjern sneen langs husmurene og grav render i sneen til nærmeste afløbsbrønd.
De fleste forsikringsselskaber dækker ikke de vandskader fra smeltevand, der trænger gennem husmuren. Kun hvis ens hus ved et voldsomt tøbrud bliver oversvømmet af den smeltende sne, vil forsikringen dække.
Snefælde 3: Snetryk på flade tage
Store mænger sne på flade tage eller tage med lille taghældning kan få taget til at brase sammen. Det gælder både tage på huse, carporte og udhuse. Især store mængder tøsne, der vejer mere end ny- eller frostsne, giver risiko for sammenstyrtning.
Styrter et tag sammen, dækker forsikringen i de fleste tilfælde. Skyldes sammenstyrtningen en fejlkonstruktion, dækker forsikringen dog ikke. Forsikringen dækker heller ikke, hvis husejeren nemt har haft mulighed for at fjerne sneen fra taget.