Klage over DR Kontant 
Forsikring & Pension klager til DR over udsendelsen Kontant. Udsendelsen anklagede forsikringsselskaber for snyd uden at have belæg for det.

Forsikring & Pension klager nu til seernes ombudsmand i Danmarks Radio over udsendelsen Kontant i går 31. august. Udsendelsen handlede om forsikringskunder, der ikke kunne få erstatning, efter de havde meldt deres bil stjålet.

Kontant annoncerede forud for udsendelsen, at man i udsendelsen kunne se, hvordan forsikringsselskaber snyder deres kunder.

Med den påstand går Kontant imod Ankenævnet for Forsikrings afgørelse. I ingen af de sager, som Kontant bringer frem, er der truffet en afgørelse, der giver de berørte kunder medhold. Tværtimod har et enstemmigt Ankenævn for Forsikring i den ene sag givet selskabet medhold. Den anden sag kører fortsat i retssystemet.

- Det er en alvorlig sag at anklage nogen for snyd. Man kan ikke stemple et selskab som "snyder", hverken når selskabet har fået medhold i Ankenævnet for Forsikring - oven i købet enstemmigt – eller når selskabet har en sag kørende i retssystemet. På den måde undergraver Kontant en uvildig klageinstans. Det er i vores øjne i strid med god presseskik, siger kommunikationsdirektør Charlotte Fischer, Forsikring & Pension.

Biler kan godt stjæles
Kontant påstår samtidig i udsendelsen, at forsikringsselskaberne kategorisk afviser, at biler med startspærre kan stjæles uden rette nøgle. Kontant viser samtidig i udsendelsen, at en bil godt kan stjæles uden rette nøgle. Det skulle være argument for, at forsikringsselskaberne snyder deres kunder.

Men Kontants påstand er ikke korrekt. Forsikringsselskaberne afviser ikke, at en bil ikke kan stjæles uden rette nøgle. En bil kan stjæles med specialudstyr, eller den kan køres væk på et fejeblad. Selskaberne udbetaler erstatninger for biler, der er stjålet uden brug af rette nøgle.

Publiceret/Opdateret 01-09-2010 
Charlotte Fischer
Kommunikationsdirektør
cfi@forsikringogpension.dk