Danskerne ved for lidt om privatøkonomi 

Mere end hver 3. dansker kan ikke regne med renter og ved ikke, hvad ÅOP er, viser en ny spørgeundersøgelse fra Forsikring & Pension. Socialdemokraterne vil have mere privatøkonomi i folkeskolen, men ekspert tror problemet er svært at løse.

90 pct. af alle danskere synes selv, de har godt styr på deres privatøkonomi. Men mere end hver 3. dansker har problemer med at regne med renter og ved ikke, hvad ÅOP på et lån er. Det viser en ny spørgeundersøgelse fra Forsikring & Pension.

- Det er et alvorligt problem, at en stor gruppe forbrugere ikke forstår de grundlæggende finansielle sammenhænge, der kan påvirke deres privatøkonomi. Forbrugerne skal kunne gennemskue markedet, når de fx låner penge eller opretter en pension, siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.

Social skævhed
Ikke kun unge, men danskere i alle aldre, har problemer med deres finansielle forståelse. Det viser spørgeundersøgelsen, der har testet danskernes viden på en række privatøkonomiske spørgsmål. Særligt kort uddannede personer med lav indkomst har dårlig finansiel forståelse.

Brug for uddannelse
Uddannelse i privatøkonomi skal mere ind i undervisningen i folkeskolen, foreslår Socialdemokraterne. Ikke som et selvstændigt fag, men privatøkonomi skal skrives formelt i undervisningsplanerne for folkeskolens ældste klasser.

- Privatøkonomi kan oplagt bruges mere i matematikundervisningen, og det kan sikkert integreres i andre fag i folkeskolen. Det kan vi sikre ved at gennemgå undervisningsplanerne for de forskellige folkeskolefag, siger Christine Antorini.

- Det er ofte personer, der ikke får en uddannelse efter folkeskolen, som har problemer med finansiel forståelse. Derfor skal vi sætte ind med uddannelse i privatøkonomi allerede i folkeskolens ældste klasser, siger hun.

Socialdemokraterne vil også have privatøkonomi formelt integreret i undervisningen på ungdomsuddannelserne og i den forberedende voksenundervisning for kortuddannede.

Stor udfordring
Formand for Penge- og Pensionspanelet, professor Carsten Tanggaard, tvivler på, at uddannelse i folkeskolen kan stå alene. De unge er ikke nok motiverede til at få viden om privatøkonomi, før de står i den helt konkrete situation og skal flytte hjemmefra.

Udfordringen med svage finansielle forbrugere er ifølge Carsten Tanggaard dog større end bare evnerne til eksempelvis at regne. Dér, hvor det for alvor kniber, er forståelse for finansielle produkter som eksempelvis pension.

- Det er ikke nok, at forbrugerne bare lærer renteregning og forstår, hvad ÅOP er. Det handler om at øge den grundlæggende forståelse for, hvad finansiering er, siger Carsten Tanggaard.

- Forbrugerne skal lære at flytte forbrug over tid. Det vil sige at lægge penge til side til uforudsete udgifter og til pension. Det er kompliceret, men det er, hvad øvelsen går ud på, siger Carsten Tanggaard. [sth]

Mange synes selv de har styr på privatøkonomien 
"Jeg synes overordnet, at jeg har godt styr på min privatøkonomi"

Hver 3. kan ikke regne med renter 
"Du har 10.000 kr, som du sætter ind på en konto, hvor du får 10 pct. i rente om året. Du lader pengene stå i to år. Hvor mange penge står der på kontoen efter to år?"  Respondenterne fik præsenteret følgende svarmuligheder: 1) Under 12.000 kr., 2) 12.000 kr., 3) over 12.000 kr. og 4) ved ikke.

Hver 3. kender ikke begrebet ÅOP


Kort uddannede har mindst finansiel forståelse

Vurdering baseret på besvarelse af viden om ÅOP, renteregning og fire andre spørgsmål relateret til finansiel forståelse.

Kilde: Forsikring & Pension
Spørgeundersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem Forsikring & Pension og analyseinstituttet Userneeds. I alt har 1001 personer mellem 18 og 65 år deltaget i undersøgelsen, som er repræsentativ på parametrene; køn, alder, geografi, uddannelsesniveau og husstandsindkomst.

Publiceret/Opdateret 28-04-2010 
Anne Seiersen
Underdirektør
ase@forsikringogpension.dk