Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Skat når du indbetaler

Arbejdsmarkedsbidrag (AMB)

 
Du betaler arbejdsmarkedsbidrag af hele din løn. Arbejdsmarkedsbidraget er på 8 pct. Du skal også betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsindbetalinger. Måden det sker på, afhænger af, om pensionsordningen er oprettet som en arbejdsmarkedspension eller som en individuel pension.

Af de penge, der indbetales til en arbejdsmarkedspension, fratrækker og indbetaler pensionsinstituttet de 8 pct. i arbejdsmarkedsbidrag.

Indbetaler du selv til en pensionsordning, du selv har købt, skal pensionsinstituttet ikke afregne arbejdsmarkedsbidrag. Du har allerede betalt arbejdsmarkedsbidrag af lønnen, før den udbetales.  

Der betales arbejdsmarkedsbidrag, uanset hvilken type pensionsordning man har.


Fradrag i skatten

Bor du i Danmark og indbetaler til en pensionsordning, kan indbetalingerne normalt trækkes fra i skat. Du skal altså ikke betale skat af indbetalingen på indbetalingstidspunktet. Det kaldes, at indbetalingerne er fradragsberettigede.  

Ved arbejdsmarkedspensioner består skattefriheden i, at du har "bortseelsesret" for indbetalingerne. Det betyder, at du kan se bort fra dem, når du skal opgive din skattepligtige indkomst. Det gælder både din arbejdsgivers og dine egne bidrag til pensionsordningen.


Ved pensionsordningen, du selv har købt, består skattefriheden i, at du har "fradragsret" for indbetalingerne. Det betyder, at du kan trække dem fra, når du skal opgøre din skattepligtige indkomst.


Værdien af fradraget afhænger af

  • hvor meget du tjener,
  • hvilken pensionstype du har.

Skattetyper

Alle betaler bundskat og kommuneskat. Indbetaler du til en frivillig pension, beregnes bundskatten og kommuneskatten først, efter du har trukket pensionsindbetalingen fra i din indkomst.

Topskat betaler du, hvis du årligt tjener mere end 479.600 kr. i 2017 (efter AM-bidrag og indbetaling til frivillig ratepension/ livrente er trukket fra). Du betaler kun topskat af den del af indkomsten, der overstiger 479.600 kr. i 2017. 

Publiceret/opdateret 23-02-2017