Erhvervsansvarsforsikring  

Ifølge Chr. V.´s danske lov fra 1683 hæfter arbejdsgiveren for det erstatningsansvar, som de ansatte måtte pådrage sig ved uagtsomme handlinger, når de arbejder. 

Denne del af loven gælder stadig. 

Det betyder, at er en ansat ved fejl eller forsømmelse skyld i en skade på fx en kunde, er det den ansattes arbejdsgiver, der skal betale erstatning til kunden.

Ansvarsforsikring
Arbejdsgiveren kan sikre sig mod de økonomiske følger af et eventuelt erstatningsansvar ved at købe en erhvervsansvarsforsikring. Forsikringen er frivillig, men køber han ikke forsikringen, må han selv betale for de ansattes skadevoldende handlinger.

Erhvervsansvarsforsikringen dækker både arbejdsgivers og de ansattes erstatningsansvar. Men lige som på en privat ansvarsforsikring er der situationer, hvor forsikringen ikke dækker, selv om skadevolder er erstatningsansvarlig. Fx hvis en ansat laver skader med vilje.

Skader den ansatte laver med vilje, kommer den ansatte selv til at betale - dem hæfter arbejdsgiveren ikke for.

Publiceret/Opdateret 19-08-2010 
Tenna Westergaard
Konsulent
twe@forsikringogpension.dk