Rejsesygesikring - gult sundhedskort   
Inden du rejser til udlandet er det vigtigt, at du ved, hvor du kan få hjælp og hvor meget hjælp du kan få, hvis du bliver syg på rejsen.  

SOS International a/s administrerer rejsesygesikringen på vegne af den offentlige sygesikring. I tilfælde af alvorlig sygdom og ulykkestilfælde skal man derfor kontakte SOS alarmcentral på +45 7010 7510.

Rejsesygesikringen omfatter ferierejser samt studierejser for egen regning. Rejsesygesikringen omfatter ikke kombinerede ferie/erhvervsrejser, rejser, hvor der søges arbejde, erhvervspraktik, eller nødhjælpsarbejde. Her kan du være dækket af EU-sygesikringskort (blå kort). 

Rejsesygesikringen dækker udgifter til:

  • lægehjælp og lægeordineret medicin
  • lægeordineret sygehusophold og -behandling på almindelig sygehusklasse, inklusiv operationer
  • hjemtransport til Danmark ved dødsfald
  • udgifter til telefon, telefax eller lign. ved henvendelser fra udlandet til SOS International a/s.

Rejsesygesikringen dækker udgifter til lægehjælp m.v. i den første måned af rejsen. 

Rejsesygesikringen dækker ikke:

  • hjemrejseudgifter med mindre der er tale om dødsfald
  • behandling af kroniske lidelser og lidelser, der var til stede før afrejsen og som med rimelighed kunne forventes at ville medføre behov for behandling
  • anden behandling end egentlig lægebehandling, fx fysioterapi eller kiropraktik behandling efter hjemkomst til Danmark
  • syge- og fødselshjælp i svangerskabets 9. måned eller ved fremkaldt abort
  • fortsat hospitalsophold/behandling, hvis behandlende læge i samråd med SOS's læge skønner, at behandling i udlandet ikke er påkrævet, men kan vente til hjemkomsten
  • tab eller beskadigelse af proteser, briller, kontaktlinser, høreapparater m.v.

Dækning af kroniske lidelser
Kroniske lidelser dækkes af rejsesygesikringen, hvis det ikke med rimelighed kunne forventes, at lidelsen ville medføre behandlingsbehov under rejsen. For at du bedre kan vurdere din egen situation i forhold til denne regel, har rejsesygesikringen fastsat retningslinjer som bruges til at afgøre, om du er omfattet. Dvs. at du i hvert fald er dækket af rejsesygesikringen, hvis din kroniske lidelse:

  • ikke har medført hospitalsindlæggelse inden for de sidste 2 måneder før afrejsen fra Danmark
  • ikke har medført ændret medicinering inden for de sidste 2 måneder før afrejsen fra Danmark.

Dette gælder dog ikke, hvis:

  • du ikke har søgt læge for din lidelse, hvis du vidste eller formodede, at lidelsen krævede behandling eller var væsentligt forværret inden afrejsen fra Danmark
  • du er opgivet eller afslået behandling i Danmark. Dette gælder også, hvis du selv har afslået behandling.

Hvis du har en kronisk lidelse, og du er i tvivl, om du er dækket, kan du henvende dig til SOS International og få besked om dette, før du rejser.  

NB.: Behov for behandling af kroniske lidelser kan være dækket af EU-sygesikringskortet (det blå EU-kort). 

Rejsesygesikringens dækningsområde:
Rejsesygesikringen gælder i EU og EØS-landene eller helt præcist i: 

Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske øer, Kanaløerne (Jersey, Guernsey etc.), Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten samt Østrig.   

Publiceret/Opdateret 13-02-2012