Man kan tegne en særskilt privat ansvarsforsikring. Men det er sjældent nødvendigt, da de fleste af os er ansvarsforsikrede, gennem vor indboforsikring.
Det dækker ansvarsforsikringen på din indboforsikring
Ansvarsforsikringen dækker det erstatningsansvar, familiens medlemmer kan pådrage sig, hvis de som privatpersoner forvolder skade på andre personer eller på deres ejendele. Det betyder, at forsikringen betaler erstatning og omkostninger til dækning af et berettiget erstatningskrav fra skadelidte.
Afviser uberettigede krav
Er der tale om et uberettiget krav, fx hvis skadelidte vil have erstatning, selv om der er tale om hændeligt uheld, betaler ansvarsforsikringen nødvendige udgifter til at afværge det uberettigede erstatningskrav fx sagsomkostninger.
Personskader 10 mio. - tingskader 2 mio.
Forsikringen dækker skader på personer med i alt højst 10 millioner kr. og skader på ting med 2 millioner kr.
Forældres hæftelsesansvar
Forældres hæftelsesansvar for hjemmeboende børns skadevoldende handlinger – maks. 7.500 kr., kan være dækket af ansvarsforsikringen.
Det dækker forsikringen ikke
Selv om du eller din familie bliver erstatningsansvarlig for en skade, er der situationer, hvor ansvarsforsikringen ikke dækker. Derfor er det vigtigt, at du læser undtagelsesbestemmelserne i din forsikring.
Eksempelvis dækker ansvarsforsikringen ikke skader forvoldt med forsæt, med mindre skadevolderen er under 14 år.
Af andre undtagelser, hvor forsikringen ikke dækker ansvar for skader, kan nævnes:
- Skader på egne ting eller på en selv
- Skader forvoldt med motorkøretøjer (her dækker motorkøretøjets lovpligtige ansvarsforsikring)
- Skader man forvolder, mens man er spirituspåvirket
- Skader på ting man har lånt, lejet, opbevarer for andre, eller som man af anden grund har sat sig i besiddelse af.
Ved kortvarigt lån eller leje af sædvanlige indbogenstande dækker de fleste forsikringsselskaber dog ansvaret for skader på disse ting. Kortvarigt er normalt højst 30 dage.
Gæstebudsskader
Har man under privat samvær med andre ved en lille uagtsomhed lavet en mindre tingskade, skal man efter gældende domstolspraksis ikke betale erstatning. Sådanne skader kaldes en "gæstebudsskade", og skadelidte har altså ikke krav på erstatning.
Selv om domstolene altså ikke mener, der er ansvar for sådanne skader, dækker skadevolders ansvarsforsikring i de fleste tilfælde en "gæstebudsskade". Skadelidte får sædvanligvis ikke fuld erstatning, da der ofte er en mindre selvrisiko.
Dækker overalt
Ansvarsforsikringen dækker i Danmark og under kortvarige rejser overalt i verden.