Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Tyveri på ferien

Har du indboforsikring, er du i tilfælde af tyveri dækket på samme måde, når du rejser, som hvis du var hjemme.
​​​
Indboforsikringen dækker ved rejser i indtil 3 måneder overalt i verden. Og den vil typisk dække på samme måde, som hvis skaden var opstået i Danmark. Det betyder, at den dækker, hvis du fx får stjålet dine ejendele ved indbrud, synligt tyveri (ran), røveri eller tyveri fra bil m.m. Men der er forskel på, hvordan forsikringen dækker alt efter, hvordan og hvorfra tyveriet sker.

Indbrud

Indbrud i ferieboligen/hotelværelset er dækket, hvis der er synlige tegn på, at der er brugt vold for at komme ind i boligen/værelset. Er der ikke tegn på opbrud, er smykker, kontanter og lignende ikke dækket, og der kan være begræset dækning på særligt privat indbo som fx fotoudstyr og mobiltelefoner.

Synligt tyveri (ran)

Synligt tyveri af dine ejendele er dækket, hvis du eller andre ser tyveriet ske, og der bliver råbt op – gjort anskrig. 

Simpelt tyveri

Din forsikring dækker også, selvom du ikke bemærker tyveriet i det øjeblik, at det sker, fx hvis din pung bliver stjålet op af din taske på en cafe. Men du skal være opmærksom på, at fx kontanter, smykkker og andre værdifulde ting, ikke er dækket i sådan en situation. 

Røveri

Røveri er dækket, hvor du bliver truet med vold eller er udsat for vold i forbindelse med tyveriet.

Tyveri fra bil m.m.

Tyveri fra aflåst bil, campingvogn eller telt bliver dækket efter de regler, der fremgår af din forsikring.

Der skal fx være tegn på voldeligt opbrud. Ved tyveri fra bil, campingvogn eller telt, får du ikke erstatning for penge og smykker.

Ved tyveri af særlige indbogenstande som kamera, computer, iPad, vin og spiritus fra bilen, dækker forsikringen typisk kun, hvis det har været anbragt, så det ikke var synligt udefra, fx i aflåst bagage- eller handskerum.

Politianmeldelse

Du skal så vidt muligt anmelde al tyveri til det lokale politi, før du rejser hjem. Husk en kvittering. Er det umuligt at nå at politianmelde, så anmeld til anden myndighedsperson, rejseleder eller hotelejer. Men husk kvittering på anmeldelsen.

Rejseforsikring

Har du ikke indboforsikring, kan du være dækket på din rejseforsikring.

Du har både indbo- og rejseforsikring

Har du både indbo- og rejseforsikring, kan du kun få erstatning fra et af de to forsikringsselskaber. Men du bestemmer selv, hvilket forsikringsselskab du vil bruge.

Her kan det fx være af stor betydning, om der er selvrisiko på forsikringen, ligesom det i nogle tilfælde også har betydning, om du kan få erstatningen udbetalt på feriestedet. Det sidste kan du som udgangspunkt ikke på din indboforsikring.

Publiceret/opdateret 08-03-2016
Anja Lintrup Sørensen
Konsulent
als@forsikringogpension.dk
Ole Vidstrup
Konsulent
olv@forsikringogpension.dk