Ligesom du kan blive draget til ansvar for dine skadevoldende handlinger eller undladelser som almindelig privat person, kan du også som erhvervsdrivende blive draget til ansvar for de skader, du eller dine ansatte påfører andre mennesker eller deres ting i forbindelse med udførelsen af virksomhedens arbejde.
Det er nemlig dit ansvar som arbejdsgiver, hvis en af dine ansatte laver en skade ude hos en kunde. F.eks. hvis en vinduespudser i forbindelse med sit arbejde kommer til at beskadige nogle porcelænsfigurer på en reol med sin stige.
Betaler når ansvar
Ansvarsforsikringen udbetaler den erstatning, som du efter retspraksis selv skulle betale, hvis du ikke havde haft en ansvarsforsikring. Normalt er arbejdsgiveren dog ikke erstatningspligtig, hvis den ansatte har forvoldt skaden med vilje eller forsæt. Forsikringen kan endvidere hjælpe med at friholde dig mod eventuelle uberettigede krav.
Det er ligeledes arbejdsgiverens ansvar, at hans ansatte kan færdes trygt og sikkert på arbejdspladsen. Hvis en ansat kommer til skade i forbindelse med arbejdet, risikerer arbejdsgiveren at blive erstatningsansvarlig. Det er bl.a. arbejdsgiverens ansvar, at f.eks. virksomhedens maskiner er afskærmet forsvarligt osv.
Ved alvorlig skade kan den ansatte få erstatning fra arbejdsskadesforsikringen samt fra erhvervsansvarsforsikringen. I sidstnævnte tilfælde f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Rådgivningsvirksomhed
Hvis din virksomhed er rådgivende, bør du undersøge, om der kan tegnes forsikring, der dækker krav som følge af fejlagtig rådgivning. Denne forsikring er et supplement til erhvervsansvarsforsikringen.
Erstatning - når der er ansvar
Erstatning for tingskader opgøres til dagsværdi, mens personskader opgøres i henhold til erstatningsansvarsloven.