Villa - sne og snestorm   
Her finder du gode råd om, hvad du kan gøre før, under og efter sne eller en snestorm.

Før snestorm:

  • I vintermånederne bør du følge med i vejrudsigten for dit lokalområde, i radio, på tv eller på DMI.dk.
  • Hos DMI kan du abonnere på SMS-besked, der fortæller, om der er fare for snestorm i dit lokalområde
  • Hav sneskraber, skovl, grus og vejsalt parat. Opbevar gruset frostfrit eventuelt dækket over med en vintermåtte, som du kan købe i byggemarkedet.
  • Som husejer er det typisk dig, der har pligt til at rydde sne, salte og/eller gruse gangarealerne foran og op til dit hus. Det er lovbestemt. Kommunalbestyrelsen har fastsat de nærmere regler for din kommune.
  • Er der varsel om sne kan det ofte betale sig at salte gangarealer før snefald.
  • Husk tilstrækkelig opvarmning af alle rum i huset om vinteren. Helst mere end 10 grader, så du minimerer risikoen for frostskader på vandrør.
  • Vær særlig opmærksom på rør, der findes i rum, du ikke kan opvarme, og rør, der er tæt på dårligt isolerede ydervægge eller løber under gulvene. 
  • Luk for vandet til udendørshanen og tøm den for vand. Du kan også skifte vandhanerne ud til den type, der kan tåle frost.
  • Sluk ikke for cirkulationspumper i perioder med hård frost

Under snestormen:

  • Tjek om alle rum er tilstrækkeligt opvarmede.
  • Tjek om du har brændsel nok til de næste fem dage – ellers skal du bestille nu.
  • Tjek, om der er fygesne på loftet. Er der det skal mest muligt fjernes.

Efter snestormen:

  • Fremgår det af kommunens cirkulære om vintervedligeholdelse af vejene i din kommune, at du som husejer har snerydningspligt på din vej, skal du straks efter snevejret er holdt op sørge for at sneen bliver ryddet, og der bliver foretaget den nødvendige glatførebekæmpelse med grus og/eller salt.
    • På kommunekontoret kan du få at vide, hvilke krav til snerydning og glatførebekæmpelse, der gælder for din vej.
  • Tjek at tage med lav hældning og flade tage, ikke bærer for store snemængder. Ligger der mere end 1 meter sne (1/2 meter på lette tage), bør den fjernes. Driver dannes primært på læ side af hus/tag. Etabler eventuelt en midlertidig understøtning af de truede konstruktioner.
  • Tjek, at der ikke er fare for sneskred fra taget og ned på opholdsarealer.
  • Fjern eventuelle istapper.
  • Er der fare for sneskred fra taget, og er der istapper, der ikke kan fjernes, skal der - hvis der er fare for andre, straks foretages den fornødne afspærring.
  • Tjek, om der er fygesne på loftet. Er der det skal mest muligt fjernes.

Skade på hus

  • Er der sket en skade på bygning, skal denne hurtigst anmeldes til forsikringsselskabet.
    • Aftal det videre forløb med dit forsikringsselskab.
    • Forsikringen dækker ikke vandskader som følge af frostsprængninger, der sker i rum eller bygninger, som ikke er tilstrækkeligt opvarmede.
    • Forsikringen dækker ikke skader fra smeltet fygesne.
    • Du skal altid søge at begrænse skaderne mest muligt.
    • Tag fotografier af eller videofilm det, der er ødelagt.
    • Smid ikke beskadigede ting væk før forsikringsselskabets taksator har set det, eller din sag er afsluttet.

Glatføreskade

  • Er der sket et glatføreuheld med personskade på arealer, du er ansvarlig for, skal du anmelde skaden til din husforsikring. Har du ikke ansvarsforsikring på denne, skal du anmelde skaden til din indboforsikring.
    • Du må ikke love erstatning. Det er dit forsikringsselskab, der skal vurdere, om du har overtrådt reglerne for glatførebekæmpelse og kan bebrejdes uheldet. Kan du det, vil de sørge for, at den tilskadekomne vil få erstatning efter gældende lov.
Publiceret/Opdateret 27-07-2010