Du har haft tyveri 
Tyveri skal anmeldes til politiet. Er der stjålet for mere end 3.000 kr., skal du sende en kvittering af politianmeldelsen til dit forsikringsselskab.

Kontakt hurtigst det forsikringsselskab, hvor du har din indboforsikring.
Måske skal de have en skadeanmeldelse - måske kan I klare det over telefonen. Det får du at vide, når du ringer.

En skriftlig skadeanmeldelse kan i mange tilfælde klares over internettet.

De fleste skader er så ukomplicerede, at du hurtigt vil få svar fra forsikringsselskabet, om skaden er dækket af forsikringen. 

Indbrud-simpelt tyveri
Når du skal have erstatning efter tyveri,  er det af afgørende betydning, hvordan tyveriet er sket.

Hovedreglen er, at forsikringen erstatter alt ved indbrudstyveri, ran eller røveri.

Al anden form for tyveri kalder forsikringsselskaberne simpelt tyveri, hvor du ikke vil få erstattet alt. Fx ikke penge, smykker, guld- og sølvting ligesom der er en maks. dækning for tyveri af det, der hedder særligt privat indbo.

Eksempler på simpelt tyveri:

  • Tyven kravler ind af et åbent vindue.
  • Tyv går ind af den åbentstående terrassedør.
  • Tyv stjæler din pung, uden du bemærker det.
  • Tyv bryder ind i din aflåste bil.

Læs forsikringsbetingelserne
Da forsikringsselskabernes tyveridækning kan være forskellig – også med hensyn til selvrisiko – er det vigtigt, at du nøje læser afsnittet om tyveridækning i din police. 

Taksator 
I nogle tilfælde er det nødvendigt, at en taksator fra dit forsikringsselskab undersøger, om der er tale om en dækningsberettiget skade, og hvordan skaden skal opgøres.

Skadeafdelingen i dit forsikringsselskab kan også være nødt til at indhente yderligere oplysninger om skaden - det kan være dokumentation eller information, som har betydning for skadebehandlingen. 

Dokumentation
For at få erstatning bliver du i nogle tilfælde bedt om at dokumentere eller sandsynliggøre, at du har haft det stjålne, og at alder og genanskaffelsespris er, som du har oplyst til dit forsikringsselskab. 

Det kan gøres ved, at du indsender kvitteringer/regninger for købet, eventuelt sammen med fotos og en beskrivelse af indboet.  

Kan du ikke dokumentere eller sandsynliggøre dit krav, risikerer du, at forsikringsselskabet afviser kravet eller fastsætter erstatningen efter et skøn.   

Publiceret/Opdateret 26-03-2012