Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Byggeskadeforsikring

Alle professionelle bygherrer skal købe en byggeskadeforsikring, når de bygger boliger til private.

Formålet med en obligatorisk byggeskadeforsikring er at reducere antallet af byggeskader og beskytte forbrugeren mod de vanskeligheder, der kan være forbundet med udbedring af byggeskader.

 
Med en byggeskadeforsikring får forbrugeren nemlig mulighed for at gå direkte til forsikringsselskabet og få hjælp til at få udbedret skader, der er omfattet af forsikringen. Forsikringsselskabet vil hermed overtage sagen mod de ansvarlige entreprenører og/eller rådgivere.

Obligatorisk

En bygherre, der opfører ny bebyggelse, som hovedsagelig skal anvendes til beboelse, skal købe en byggeskadeforsikring – hvad enten der er tale om opførelse af helt ny bebyggelse eller om etablering af ny beboelse i eksisterende bebyggelse gennem en væsentlig ombygning.

 

Det er bygherren, der er forpligtet til at oprette og betale byggeskadeforsikringen.
 
Forsikringen følger bebyggelsen. Det betyder, at forsikringen bliver videreført i forhold til senere ejere af ejendommen, hvis ejendommen bliver solgt inden for forsikringens løbetid. Den, der har ret til at få skaderne udbedret, er den til enhver tid værende ejer af bebyggelsen inden for forsikringens løbetid. 
 
Man skal ikke købe forsikringen, når ejendommen er til eget brug. Det samme gælder ved byggeri af timesharelejligheder til feriebrug, sommerhuse og offentlige byggerier. Vælges der en model, som medfører, at byggeriet ikke er omfattet, kan der afgives en erklæring om, at byggeriet er undtaget forsikringspligten.

Udlejningsejendomme

Pr. 1. juli 2016 er ejendomme, der bliver anvendt til udlejning, undtaget fra kravet om byggeskadeforsikring. Undtagelsen omfatter også de tilfælde,
hvor der ved en væsentlig ombygning mv. fremkommer en ny boligenhed, som skal udlejes.
  
Såfremt en eller flere boliger i udlejningsejendommen bliver solgt som ejer- og eller andelsbolig inden for 10 år fra færdigmeldingen, er sælgeren forpligtet til at købe en byggeskadeforsikring. Det er alene op til køber at kræve, at sælger tegner en byggeskadeforsikring på ejendommen.  

Tidspunkt for køb

Bygherre skal ved ansøgning om byggetilladelse sende dokumentation til kommunen for, at forsikringsselskabet har afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring.
 
Ved færdigmeldelse af byggeriet skal bygherre sende dokumentation til kommunen for, at der er købt en byggeskadeforsikring, og at forsikringen er betalt.

10 års sikring

Den til enhver tid værende ejer af bygningen er sikret mod byggeskader i 10 år. I udlejningsejendomme er det ejeren af ejendommen, der er den sikrede.

Pris og selvrisiko

Prisen for forsikringen vil variere alt efter den risiko, forsikringsselskabet vurderer, der er for det enkelte byggeri.
 
Selvrisikoen er maksimalt 12.000 kr. pr. skade (2017). Hvis der opstår flere skader, må selvrisikoen højst være 23.000 kr. pr. bolig i forsikringens løbetid (2017). Selvrisikobeløbene bliver reguleret  hvert tredje år efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

Dækkede skader

Forsikringen sikrer hjælp til at få udbedret væsentlige skader, der har deres årsag i forhold ved opførelsen af byggeriet. Der kan fx være tale om projekterings-, udførelses- eller materialefejl. Byggeskaderne skal have væsentlig betydning for boligens levetid eller på afgørende måde nedsætte brugbarheden af boligen, fx skadelig forekomst af skimmelsvamp.

To eftersyn af bygningen

Forsikringsordningen indeholder krav om to professionelle eftersyn af byggeriet 1 år og 5 år efter byggeriets aflevering til ejeren.
 
Formålet med eftersynene er at opdage skaderne samt at indsamle viden om byggeskader, således at det er muligt at forebygge i det fremtidige byggeri. I forbindelse med eftersynene bliver der udarbejdet en eftersynsrapport, der bliver sendt til ejeren og forsikringsselskabet. 
Publiceret/opdateret 13-06-2017
Anja Lintrup Sørensen
Konsulent
Telefon 41 91 91 91
als@forsikringogpension.dk
Ole Vidstrup
Konsulent
olv@forsikringogpension.dk