Du får det grønne kort fra dit forsikringsselskab.
Her er det ikke nødvendigt
Inden for EU's grænser og i Norge, Island, Schweiz, Kroatien og Andorra er det grønne kort ikke nødvendigt.
Husk at Tyrkiet ikke er inden for EU's grænse.
Her skal det grønne kort med
Men i landene nævnt herunder bliver der stillet krav om, at man har det grønne kort med, da det er garanti for, at motorkøretøjet er ansvarsforsikret, og der dermed er sikkerhed for erstatning til evt. trafikofre i udlandet.
Grønkort-kravet gælder i Albanien, Bosnien-Hercegovina, Hviderusland, Israel, Makedonien, Marokko, Moldavien, Montenegro, Rusland indtil Uralbjergene, Serbien, Tunesien, Tyrkiet samt i Ukraine.
Under alle omstændigheder vil det inden afrejsen være en god ide, at man hos sit forsikringsselskab undersøger, om der overhovedet er forsikringsdækning i det land, hvor bilferien går til, samt i de lande man i øvrigt kører igennem.
Dyrt at glemme kortet
For eksempel accepterer myndighederne i Kosovo slet ikke det grønne kort. Her må man tegne en ansvarsforsikring for motorkøretøjet ved grænsen, der lyder på det pågældende lands sprog. Glemmer man det, risikerer man at blive tilbageholdt eller måske fængslet, indtil der fra Danmark kan stilles garanti for erstatning, hvis den danske bilist f.eks. har forvoldt en færdselsulykke med personskade.
Navne, adresser m.m. på de bureauer i udlandet - som er med i grønkortordningen, finder du på bagsiden af dit grønne forsikringsbevis.
Her kan du henvende dig til, hvis du bliver involveret i et uheld i det pågældende land, og du bliver afkrævet erstatning.
Skade på dit eget køretøj, forsikringstageren og/eller andre sikredes person (passagererne) skal som hovedregel anmeldes til dit eget forsikringsselskab.
Det danske grønkortsbureau hedder:
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring
i daglig tale DFIM.