Din egen kaskoforsikring
Du kan have tilkøbt en dækning for værdiforringelse på den bilforsikring. I det tilfælde skal du altid kontakte dit eget forsikringsselskab.
Modpartens ansvarsforsikring
Hvis modpartens ansvarsforsikring skal betale for værdiforringelse, skal følgende betingelser være opfyldt:
1. Din modpart skal have helt eller delvist ansvar for uheldet
2. Din bil skal være en nyere personbil, typisk under 2-3 år gammel
3. Der skal være tale om en større skade, typisk reparation på 20-30 procent af bilens handelsværdi inden skaden
Hvad skal de betale
Der er tale om en skønsmæssig vurdering af værditabet. Erstatningen vil normalt udgøre mellem 5-20 procent af udgiften til reparation af din bil.
Erstatningen afhænger af bilens alder, kilometerstand samt skadens karakter og omfang. Nogle reparationer forringer ikke bilens værdi og medtages derfor ikke, når bilens værdiforringelse opgøres. Det gælder f.eks. udskiftning af airbags.
Har din modpart kun delvist ansvaret for uheldet, bliver erstatningen for værdiforringelse nedsat.