Naviger op
Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Advokatbistand og retshjælp

Du har en række muligheder for at få hjælp til og dækning af udgifter til juridisk hjælp i forbindelse med forsikringssager.

Retshjælpsinstitutioner

Rundt omkring i landet er der etableret en række retshjælpsinstitutioner, hvor du ganske gratis kan søge juridisk rådgivning og vejledning. Nogle  institutioner kan alene rådgive dig, hvis din indkomst ligger under en vis grænse. 
 

Hvor og hvornår du kan få rådgivning, kan du bl.a. få oplyst ved at henvende dig til din kommune. Oftest er den juridiske rådgivning mundtlig, hvor du får din sag belyst, herunder dine mulige krav og rettigheder. Har du behov for mere omfattende advokatbistand, vil du blive henvist til en advokat. 

Advokatvagten

Advokatvagten, der er etableret i regi af Advokatsamfundet, giver mundtlig juridisk rådgivning ganske uafhængigt af din indkomst. Du kan få oplyst, hvor og hvornår du kan få rådgivning på www.advokatvagterne.dk eller ved henvendelse hos Advokatsamfundet.

Offentlig retshjælp ved advokater

Opfylder du betingelserne for at få fri proces, kan du også få tilskud til din rådgivning via en ordning, som hedder „offentlig retshjælp ved advokater". Du kan få oplyst de økonomiske grænser hos Statsforvaltningen eller Advokatsamfundet.  
 

Du får alene tilskud til begrænset advokatbistand i form af mundtlig rådgivning eller en enkel skriftlig henvendelse til din modpart. Bliver sagen ikke løst med den begrænsede rådgivning, må du fx søge om fri proces for at fortsættte sagen ved domstolene.

Udgifter til advokat fra modpartens ansvarsforsikring

I personskadesager kan det give tryghed for dig, at en advokat bistår dig med at opgøre dit personskadekrav.  
 

Er din personskade dækket af en ansvarlig modparts ansvarsforsikring, kan du i visse situationer få dækket rimelige omkostninger til advokathjælp via denne forsikring. Dette gælder dog ikke i mindre personskadesager, hvor erstatningsopgørelsen er relativt ukompliceret, men kun ved større og alvorlige personskadesager, fx hvis du mister en del af erhvervsevnen og/eller får varigt mén.  

Ofte vil modpartens ansvarsforsikringsselskab gøre dig opmærksom på denne praksis. 

Retshjælpsforsikring og fri proces

Bliver du uenig med modparten, eller eksempelvis dennes ansvarsforsikringsselskab, og sagen bliver tilspidset til en egentlig retstvist, vil du i en række situationer kunne få dækket dine sagsomkostninger, herunder salær til din advokat, af et forsikringsselskab via en retshjælpsforsikring eller af det offentlige via fri proces.  

Det gælder eksempelvis i situationer, hvor modparten ikke kan anerkende erstatningsansvaret eller størrelsen af dit personskadekrav.  

Retshjælpsforsikring

Retshjælpsforsikringen er inkluderet i din indboforsikring,  bådkaskoforsikring, bilkaskoforsikring og husforsikring. Hos dit forsikringsselskab kan du få nærmere rådgivning om retshjælpsforsikringen, og/eller få tilsendt de fuldstændige forsikringsbetingelser. Du kan også downloade betingelserne her via linket i højre side.

 

Retshjælpsforsikringen dækker ikke almindelig advokatrådgivning. Udgangspunktet for at få dækning via en retshjælpsforsikring er, at der foreligger en tvist, herunder at du har et rimeligt grundlag for at indbringe sagen for en domstol. Dernæst er det en betingelse, at du har søgt rådgivning hos en advokat blandt medlemmerne af Advokatsamfundet, og at advokaten har påtaget sig sagen.  

 

Advokaten har herefter en pligt til at søge om retshjælp via forsikringsselskabet, hvis denne vurderer, at sagsomkostningerne kan være dækket af en retshjælpsforsikring, samt eventuelt at søge fri proces, hvis du har en indkomst under en vis størrelse. 

Fri proces

Hvis du ikke er dækket af en retshjælpsforsikring, har du alene mulighed for at få dækket dine sagsomkostninger af det offentlige, altså via fri proces. De økonomiske grænser for fri proces kan du bl.a. få oplyst af Statsforvaltningen/Københavns Overpræsidium, dit forsikringsselskabs retshjælpsafdeling eller hos Advokatsamfundet.  
Publiceret/opdateret 13-12-2016