Adskillige danskere skal nytårsaften en tur forbi skadestuen for at få behandlet en skade, der skyldes fyrværkeri.
Spørgsmålet hvert år er, hvor mange af nytårets skader der skyldes en så uansvarlig opførsel, at den tilskadekomne foruden at blive invalideret også mister retten til erstatning.
Ulykkesforsikring
Der findes helt klare regler for, hvornår ulykkesforsikringen ikke vil betale erstatning i forbindelse med affyring af fyrværkeri, nemlig ved
- forkert håndtering af fyrværkeri,
- ved affyring af hjemmelavet fyrværkeri
- når man går tilbage til en fuser
- ved brug af professionelt fyrværkeri, som er indlysende farligt
- når den der affyrer fyrværkeriet er spirituspåvirket, og det er spiritussens skyld, at skaden sker
Ansvarsforsikring
Hvert nytår sker ulykker, hvor personer i kådhed kaster tændt nytårskrudt efter de omkringstående. Er den, der kaster, beruset, vil hans private ansvarsforsikring på indboforsikringen ikke betale erstatning for skaden på det uskyldige offer.
I de tilfælde kommer den skyldige til at betale af egen lomme. Erstatningskravene, der kan kræves efter reglerne i Lov om erstatningsansvar, kan blive meget høje.