Frosten kan give dit hus alvorlige vandskader 
Der er god grund til at varme hele huset op i frostvejret; også rum du aldrig rigtig bruger. Vandet i vandrørene fryser nemlig til is, hvis rørene bliver for kolde, og så sprænger de. Det kan blive rigtig dyrt, for forsikringen dækker ikke.

Fakta og gode råd

- Forsikringen dækker ikke frostsprængning af rør eller installationer i utilstrækkeligt opvarmede lokaler, medmindre skaden skyldes tilfældigt svigtende varmeforsyning.


- Tilkald straks en VVS-mand, hvis dine vandrør fryser til. Lad være med at forsøge at varme dem op selv.

- Hvis der er rør bag køkkenskabet i dit sommerhus, så åbn lågerne, så varmen kommer hele vejen rundt.

- Du kan isolere dine rør med rørisolering, som kan købes i dit byggemarked.

Danmark er frosset godt og grundigt ned for tiden, og det er vigtigt at sørge for, at der er varme i alle rum i huset. Det gælder også værelser, du sjældent eller aldrig bruger. Frosne vandrør kan give store vandskader, og forsikringen dækker ikke, hvis rummene ikke har været tilstrækkeligt opvarmede.

- Hvis et af dine vandrør fryser til og sprænger, vil vandet fosse ud i huset, når det begynder at tø. Man bør derfor holde en ensartet temperatur i alle rum, uanset om man bruger dem eller ej, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori.

Ingen erstatning fra forsikringen
Det, der startede med at se ud som en måde at spare penge på, kan altså ende som en dyr og besværlig fornøjelse.

 - Hvis man får en vandskade, fordi man ikke har varmet et rum tilstrækkeligt op, så er der ingen erstatning at hente. Det står i forsikringsbetingelserne, og så er det en situation, der er nem at undgå med almindelig sund fornuft, siger Riccardo Krogh Pescatori.

Glem ikke sommerhuset
Også i sommerhuset er det vigtigt at holde en temperatur på en halv snes grader i alle rum med vandrør. Huset står ofte tomt et stykke ind i foråret, så vandskaden kan nå at blive meget omfattende, før den bliver opdaget.

 - Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit sommerhus er tilstrækkeligt opvarmet, eller om du fik lukket ordentligt for vandet, så er det nu, du bør tage ud og give det et vintertjek, lyder rådet fra Riccardo Krogh Pescatori.


Publiceret 20-01-2010 
PRESSEKONTAKT
Kommunikationskonsulent
Simon Tolstrup Holmegaard
Telefon: 41 91 91 05
Mobil: 30 22 97 01
sth@forsikringogpension.dk
Forsikring & Pension ∙ Philip Heymans Allé 1, 2900 Hellerup ∙ Telefon 41 91 91 91 ∙ E-mail: fp@forsikringogpension.dk