Af adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension

Vittighedstegnere har det med at ramme plet. I de økonomiske vismænds kronik 10.11 fik tegneren Claus Bigum elegant spiddet vismændenes forslag om et "øremærket sundhedsbidrag". Patienten hos øjenlægen udbryder: "Jo, nu fremgår det klart, tydeligt og overskueligt", da han får fremvist en tavle, hvor ordet "sundhedsskat" er streget ud og erstattet med "sundhedsbidrag". Pointen er klar: Forskellen på "bidrag" og "skat" forsvinder i tågerne.

For "sundhedsbidraget" er reelt en skat. Eneste forskel for borgerne er jo synligheden på selvangivelsen. At sundhedsbidraget præcist svarer til de offentlige sundhedsudgifter, tja. Borgeren skal betale samme kroner og ører ud af egen lomme. Det giver derfor god mening, når vismændenes "sundhedsbidrag" allerede i folkemunde er omdøbt til "sundhedsskat". Det er at kalde en spade for en spade.

Vismændene fortæller ikke, at erfaringen med øremærkede bidrag er skidt. Hverken arbejdsmarkedsbidraget eller den netop nedlagte sundhedsskat har løst noget som helst. De færreste bemærkede sikkert, da den nye sundhedsskat sneg sig ind på selvangivelserne i 2007 – og nok heller ikke dens efterfølgende bortgang. Nej, sundhedsskatten ændrede ingenting. Den gav hverken højere eller lavere sundhedsudgifter, nye prioriteringer eller mere debat. Den var ligegyldig.

 Vismændene lander måske på sundhedsbidraget, fordi de har brændt alle andre broer. De fastslår nemlig, at den offentlige sektor står over for et massivt "finansieringsproblem" på sundhedsområdet. Men de affejer i det store hele andre finansieringsmuligheder, herunder sundhedsforsikringer og specielt de arbejdsgiverbetalte forsikringer – uden i øvrigt at have analyseret effekten af sundhedsforsikringer. Det tvinger dem til at lande på "bidraget" som eneste løsning.

Det virker uklogt. Sundhedsforsikringer bidrog sidste år med mere en milliard kroner ekstra til behandling af danskerne. En stor del af denne milliard skulle de offentlige kasser ellers have betalt for. Den enkelte patient har jo en læges ord for, at hun eller han har behov for behandling.

Resten af pengene fra sundhedsforsikringer går til behandling af patienter, som det offentlige ikke har tilbud til. Psykiske lidelser er et illustrativt eksempel. Lidelser som angst, depression og stress sender i stigende omfang mennesker på sygedagpenge. Det offentlige kan ofte ikke tilbyde meget andet end et glas lykkepiller. Det er alt for lidt, hvis den syge skal tilbage i job. Her træder de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer ind og sikrer den syge ekstra hjælp.

Det enkle spørgsmål er: Har vi råd til at undvære penge, som forsikringsselskaberne bidrager med – og er danskerne tjent med at undvære den ekstra psykologbehandling eller fysioterapi, som forsikringsselskaberne er med til at finansiere i dag, og som hjælper mennesker tilbage i job? Med det pres på de offentlige udgifter, som vismændene kan påvise, bør svaret være nej.

Mange forestiller sig et sundhedsvæsen, hvor skatten kan finansiere det hele – hurtig behandling af enhver art og højeste kvalitet. Fra kræftbehandling uden ventetider og med adgang til nyeste og måske også dyreste medicin til forebyggende psykologhjælp, zoneterapi og massage. Forsikringer og brugerbetaling bliver i denne optik overflødige og forsvinder. For skatten klarer det hele. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen hører til dem, der siger, at hans ambition er at overflødiggøre sundhedsforsikringerne. Det er bare en utopi.  

Ministerens problem er, at befolkningens efterspørgsel efter hurtig behandling i verdensklasse løber hurtigere, end de offentlige kasser kan følge med. De offentlige sundhedsudgifter er allerede oppe i et meget højt gear. Fra 2004 til 2008 steg de med næsten 4 procent om året. Meget højere kan de umuligt komme – heller ikke under en eventuel S-regering.

Sagt med andre ord: Et godt dansk sundhedsvæsen er afhængigt af at få penge ind fra flere kilder – ud over skatterne. I stedet for at grave grøfterne dybere og dybere til forsikringerne bør politikerne overveje, hvordan man inddrager sundhedsforsikringerne i et samlet sundhedstilbud, hvor de offentlige, skattefinansierede ydelser er kernen. Politikerne bør åbent drøfte snitfladen mellem de tre finansieringskilder, som sundhedsvæsenet bygger på: Skat som den vigtigste og brugerbetaling samt forsikringer som supplementer.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan indrette såvel brugerbetaling som forsikringer som supplement til skatten. Det er svært og kræver politisk mod.

Bedraget ville være at bilde danskerne ind, at de kan slippe for at tage stilling.