Oversigt over erstatningsformerne efter arbejdsskadesikringsloven
- Refusion af afholdte og fremtidige udgifter til sygebehandling, genoptræning og anskaffelse af hjælpemidler
- Godtgørelse for varigt mén
- Erstatning for tab af erhvervsevne
- Overgangsbeløb ved dødsfald
- Erstatning for tab af forsørger
- Godtgørelse til efterladte
1. Refusion af afholdte og fremtidige udgifter til sygebehandling, genoptræning og anskaffelse af hjælpemidler
Tildeling af denne form for erstatning forudsætter, at udgifterne ikke afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentlig sygehus. Erstatningen består af et engangsbeløb.
2. Godtgørelse for varigt mén
Tildeling af denne form for erstatning forudsætter, at arbejdsulykken har påført den skadelidte et varigt mén, og at den fastsatte méngrad er 5 pct. eller derover. Méngraden fastsættes på baggrund af skadens medicinske art og omfang og under hensyntagen til de ulemper i skadelidtes personlige livsførelse, som arbejdsulykken har medført. erstatningen består af et engangsbeløb. Beregning af méngodtgørelsen under alternative forudsætninger kan gennemføres på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
3. Erstatning for tab af erhvervsevne
Tildeling af denne for erstatning forudsætter, at den skadelidte som følge af arbejdsulykken har fået nedsat sin evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages der hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af vedkommende bl.a. efter dennes muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Erstatningen består af et engangsbeløb eller en tidsbestemt løbende ydelse. Beregning af erhvervsevnetabserstatningen under alternative forudsætninger kan gennemføres på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
4. Overgangsbeløb ved dødsfald
Denne form for erstatning kan gives til en efterladt ægtefælle eller samlever/- samleverske, når en arbejdsulykke har medført døden. Erstatningen består af et engangsbeløb.
5. Erstatning for tab af forsørger
Denne form for erstatning kan gives til en efterladt ægtefælle, samlever/samleverske samt til børn, når en arbejdsulykke har medført døden. Erstatningen består af et engangsbeløb eller en tidsbestemt løbende ydelse.
6. Godtgørelse til efterladte
Denne form for erstatning kan gives til de efterladte, som stod den afdøde særligt nær. Erstatningen består af et engangsbeløb. Godtgørelsen gives, hvis arbejdsskaden har medført, at skadelidte er afgået ved døden, og at dødsfaldet er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.